Planklagenævnets afvisning af klage over Viborg Kommunes håndtering af privat pasningsordning

Viborg Kommune besvarede den 26. september 2022 en henvendelse fra klageren vedrørende en privat pasningsordning på klagerens adresse. Besvarelsen omhandlede kommunens manglende godkendelse af en barselsvikar til pasningsordningen.

Baggrund for sagen

Kommunens oprindelige besvarelse

Børn og Unge-afdelingen i Viborg Kommune meddelte, at de ikke kunne godkende en barselsvikar til klagerens private pasningsordning. Kommunen henviste i den forbindelse til dagtilbudsvejledningen. Det fremgik desuden af besvarelsen, at kommunen var blevet opmærksom på, at der tidligere kunne være givet godkendelser til private pasningsordninger uden hensyntagen til planmæssige forhold. Kommunen oplyste, at Teknik & Miljø-afdelingen ville undersøge dette nærmere for klagerens pasningsordning.

Intern kommunikation om planforhold

Efter klagerens telefoniske henvendelse sendte kommunen den 27. september 2022 en kopi af en intern mail fra Teknik og Miljø-afdelingen til Børn og Unge-afdelingen, dateret den 22. september 2022. Af denne mail fremgik det, at kommuneplanramme nr. VIBØ.B1.04 var gældende for området, og at kun erhverv i egen bolig var tilladt. Mailen definerede erhverv i egen bolig som en virksomhed drevet af ejendommens beboer, uden ansatte der ikke bor på ejendommen, og uden ændring af ejendommens beboelseskarakter eller ulemper for det omkringliggende område. Det blev desuden anført, at pasning af over 10 børn betragtes som en daginstitution, der kræver byggetilladelse til ændring af anvendelseskategori fra bolig til daginstitution.

Klagerens anbringender

Klageren indgav klage den 19. oktober 2022 og supplerende bemærkninger den 15. februar 2023. Klageren gjorde gældende, at:

• Selvstændige børnepassere har ret til barsel og dermed ret til at ansætte en barselsvikar.
• Kommunen telefonisk havde oplyst, at den private pasningsordning ikke fremover kunne drives på adressen, da det var i strid med lokalplanen, når ikke begge selvstændige børnepassere boede på adressen.
• Godkendelsen af pasningsordningen skulle ske efter dagtilbudsloven og ikke planlovgivningen.
• Kommunen havde tilbagekaldt en begunstigende forvaltningsakt (godkendelsen) uden at opfylde de skærpede krav til tilbagekaldelse, idet klageren havde indrettet sig efter godkendelsen.
• Kommunen ikke havde overholdt fundamentale forvaltningsretlige principper i Forvaltningsloven §§ 22, 23, 24 og 25 om begrundelse og klagevejledning, ligesom officialprincippet ikke var overholdt.
• Kommunen skulle behandle ansøgningen om godkendelse af en selvstændig børnepasser efter dagtilbudslovens regler.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da der ikke var truffet en afgørelse efter planloven.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. En forudsætning for klagebehandling er således, at kommunen har truffet en afgørelse i henhold til planloven.

Vurdering af afgørelsens karakter

Nævnet fandt, at Viborg Kommunes besvarelse af 26. september 2022 ikke udgjorde en afgørelse efter planloven. Besvarelsen vedrørte spørgsmålet om godkendelse af en vikar til pasningsordningen og henviste til dagtilbudsvejledningen. Selvom planmæssige forhold blev nævnt, fremgik det alene, at Teknik og Miljø-afdelingen ville undersøge sagen yderligere, og der blev ikke truffet en endelig afgørelse efter planloven.

Intern mail og kommuneplanens retsvirkning

Den interne mail af 22. september 2022, der omhandlede kommuneplanrammen, var ikke stilet til klageren og var en intern kommunikation mellem kommunens afdelinger. Planklagenævnet bemærkede, at bestemmelser i en kommuneplan, i modsætning til lokalplaner eller byplanvedtægter, ikke er umiddelbart bindende over for borgere. Kommuneplanens bestemmelser skal primært danne grundlag for lokalplanlægningen, som ikke må stride mod kommuneplanen, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. En vurdering af, om et forhold er i strid med eller i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. Planloven § 12, stk. 1, har derfor ikke i sig selv retsvirkning for borgerne og anses ikke for en afgørelse efter Planloven § 58.

Konklusion og henvisning

Da der ikke var truffet en afgørelse efter planloven, havde Planklagenævnet ikke kompetence til at behandle klagen. De anbringender, klageren fremsatte vedrørende dagtilbudsloven og godkendelse af børnepassere, vedrørte ikke retlige spørgsmål efter planloven. Nævnet henviste klageren til at kontakte kommunen for vejledning om eventuelle andre klageinstanser.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.