Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
Syddjurs Kommune meddelte den 12. december 2022 landzonetilladelse til opførelse af et nyt enfamiliehus på ejendommen [A1], 8400 Ebeltoft. Tilladelsen blev givet som erstatning for et eksisterende hus, der skulle nedrives umiddelbart efter ibrugtagning af den nye bolig. En nabo klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen.
Ejendommen er beliggende i landzone og har et areal på 2.753 m². Den er udpeget som et lavbundsareal i kommuneplan 2020 for Syddjurs Kommune og ligger uden for kommuneplanens rammer. Ejendommen grænser op til udlagte sommerhusområder mod nord, vest og øst og befinder sig inden for kystnærhedszonen, cirka 60 meter fra kysten.
Det nye enfamiliehus er planlagt med et boligareal på 191 m² og en tilhørende kælder på 141 m², samt 26 m² overdækket areal. Kælderen vil være fritlagt langs den sydlige facade og indeholde garage samt hobby- og redskabsrum. Huset skulle placeres cirka 10 meter længere mod nord på ejendommen i forhold til det eksisterende hus.
Kommunen begrundede sin tilladelse med, at det nye enfamiliehus erstatter en eksisterende helårsbolig, og at det nye byggeri ville være tilpasset den øvrige bebyggelse i området med hensyn til beliggenhed og udseende.
Klageren anførte, at det eksisterende hus tidligere var anvendt som udstillingsbutik af en kunsthåndværker, og at de nye ejere ikke ville fortsætte denne forretning. Desuden blev det fremført, at den nye placering af enfamiliehuset ville påvirke udsigten fra klagerens ejendom. Planklagenævnet behandlede spørgsmålene om, hvorvidt forholdet var undtaget fra kravet om landzonetilladelse, og om der kunne gives landzonetilladelse i henhold til Planlovens § 35, stk. 1.
Planklagenævnet stadfæstede Syddjurs Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til opførelse af et nyt enfamiliehus. Dette betyder, at kommunens afgørelse er gældende, og tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 2.
Planklagenævnet er kompetent til at behandle afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan også tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om et forhold kræver landzonetilladelse, jf. . Nævnet fastslog, at ingen af undtagelserne fra kravet om landzonetilladelse, jf. og , fandt anvendelse i sagen, hvorfor det ansøgte krævede landzonetilladelse.
Nævnet lagde vægt på, at det nye enfamiliehus erstatter den eksisterende bebyggelse, som nedrives. Det blev også fremhævet, at den nye placering af enfamiliehuset vil være indpasset i landskabet og ikke væsentligt vil adskille sig fra de øvrige ejendommes karakter med hensyn til proportioner, udformning og materialer. Desuden blev det nye hus placeret i passende afstand til naboer og skel og væk fra den trafikerede vej.
Planklagenævnet fandt ikke, at der var særlige landskabelige, naturmæssige eller planlægningsmæssige hensyn, der kunne begrunde et afslag på landzonetilladelse. Nævnet bemærkede, at da ejendommen ikke ligger inden for en lokalplan eller en kommuneplanramme, er der ikke særlige krav til naboers udsigtsmuligheder eller enfamiliehusets udformning og proportioner. Klagerens anførelse om udsigtsgener kunne derfor ikke i sig selv begrunde et afslag på landzonetilladelse.
Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.



Sagen omhandler en klage over Struer Kommunes landzonetilladelse til opførelse af en helårsbolig på 151 m² med 15 m² overdækket terrasse, et udhus på 70 m² samt terrænregulering på en ejendom i Thyholm. Den nye bolig skulle erstatte et eksisterende sommerhus på 48 m².
Ejendommen er beliggende i landzone på matr.nr. i 7790 Thyholm, med et areal på 786 m². Den ligger i første række mod kysten i et område med både sommerhuse og helårsboliger. Ejendommen er inden for kommuneplanens landsbyafgrænsning og omfattet af kommuneplanramme nr. 12 L 3, som udlægger området til blandet bolig og erhverv i landzone. Området er udpeget som værdifuldt kulturmiljø, bevaringsværdigt landskab (med særlig udsigt og kystlandskab), og ligger ca. 25 m fra kysten og ca. 20 m fra et Natura 2000-område. Kommuneplanens retningslinjer for landskabsudpegninger foreskriver, at nybyggeri kun må opføres under særlige omstændigheder, og at ændringer ikke må påvirke særlige udsigter væsentligt, jf. retningslinje nr. 32.
Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.
Brøndby Kommune har givet tilladelse til midlertidig anvendelse af et areal ved Vestvolden til jorddeponi under krav om fuld retablering af området.
Ansøgningen omfattede opførelse af en ny helårsbolig og udhus samt terrænregulering fra kote ca. 1,00-1,25 til kote 2,28 for at mindske risikoen for oversvømmelse. Kommunen gav landzonetilladelse den 15. august 2019 i henhold til Planloven § 35, stk. 1. Kommunen vurderede, at tilladelsen ikke var i strid med hensyn til natur, landskab, kulturhistorie og omkringboende, herunder i forhold til kystnærhedszonen. De lagde vægt på, at ejendommen allerede var bebygget, og at det ansøgte var i overensstemmelse med kommuneplanramme 12 L 3, som tillader boligformål og fastlægger, at ny bebyggelse skal opføres harmonisk og under hensyntagen til landsbyens karakter.
En nabo klagede til Planklagenævnet den 12. september 2019. Klageren anførte primært, at projektet var lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Hvis ikke lokalplanpligtigt, mente klageren, at afgørelsen tilsidesatte planloven og kommuneplanen, herunder rammeområde 12 L 3, var i strid med praksis og ville medføre væsentlige nabogener (indbliksgener, mistet fjordudsigt, ændret udtryk, risiko for overfladevand, voldsom støttemur). Klageren henviste til Planloven § 5 a vedrørende kystnærhedszonen og påpegede, at genopførelse af bolig normalt skal have ca. samme størrelse, placering og udformning som den tidligere bebyggelse. Kommunen fastholdt, at der ikke var lokalplanpligt, da der var tale om et enfamiliehus blandt andre bebyggede matrikler, og at det ansøgte var i overensstemmelse med rammeområde 12 L 3 og landzonebestemmelserne. Kommunen vurderede, at området hovedsageligt var præget af helårsboliger, og at det ansøgte ikke ville opleves som en enkeltstående bebyggelse i kystnærhedszonen, men indgik i en helhed inden for landsbyafgrænsningen.

Sagen omhandler en genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 4. december 2019, hvor nævnet oprindeligt havde givet a...
Læs mere
Sagen omhandler Halsnæs Kommunes landzonetilladelse af 24. januar 2019 til opførelse af et enfamiliehus på en landbrugse...
Læs mere