Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til opførelse af enfamiliehus i Syddjurs Kommune

Vurdering af landzonetilladelse til nyt enfamiliehus

Nævnet lagde vægt på, at det nye enfamiliehus erstatter den eksisterende bebyggelse, som nedrives. Det blev også fremhævet, at den nye placering af enfamiliehuset vil være indpasset i landskabet og ikke væsentligt vil adskille sig fra de øvrige ejendommes karakter med hensyn til proportioner, udformning og materialer. Desuden blev det nye hus placeret i passende afstand til naboer og skel og væk fra den trafikerede vej.

Planklagenævnet fandt ikke, at der var særlige landskabelige, naturmæssige eller planlægningsmæssige hensyn, der kunne begrunde et afslag på landzonetilladelse. Nævnet bemærkede, at da ejendommen ikke ligger inden for en lokalplan eller en kommuneplanramme, er der ikke særlige krav til naboers udsigtsmuligheder eller enfamiliehusets udformning og proportioner. Klagerens anførelse om udsigtsgener kunne derfor ikke i sig selv begrunde et afslag på landzonetilladelse.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Ansøgningen og kommunens afgørelse

Ansøgningen omfattede opførelse af en ny helårsbolig og udhus samt terrænregulering fra kote ca. 1,00-1,25 til kote 2,28 for at mindske risikoen for oversvømmelse. Kommunen gav landzonetilladelse den 15. august 2019 i henhold til Planloven § 35, stk. 1. Kommunen vurderede, at tilladelsen ikke var i strid med hensyn til natur, landskab, kulturhistorie og omkringboende, herunder i forhold til kystnærhedszonen. De lagde vægt på, at ejendommen allerede var bebygget, og at det ansøgte var i overensstemmelse med kommuneplanramme 12 L 3, som tillader boligformål og fastlægger, at ny bebyggelse skal opføres harmonisk og under hensyntagen til landsbyens karakter.

Klagen og bemærkninger

En nabo klagede til Planklagenævnet den 12. september 2019. Klageren anførte primært, at projektet var lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Hvis ikke lokalplanpligtigt, mente klageren, at afgørelsen tilsidesatte planloven og kommuneplanen, herunder rammeområde 12 L 3, var i strid med praksis og ville medføre væsentlige nabogener (indbliksgener, mistet fjordudsigt, ændret udtryk, risiko for overfladevand, voldsom støttemur). Klageren henviste til Planloven § 5 a vedrørende kystnærhedszonen og påpegede, at genopførelse af bolig normalt skal have ca. samme størrelse, placering og udformning som den tidligere bebyggelse. Kommunen fastholdt, at der ikke var lokalplanpligt, da der var tale om et enfamiliehus blandt andre bebyggede matrikler, og at det ansøgte var i overensstemmelse med rammeområde 12 L 3 og landzonebestemmelserne. Kommunen vurderede, at området hovedsageligt var præget af helårsboliger, og at det ansøgte ikke ville opleves som en enkeltstående bebyggelse i kystnærhedszonen, men indgik i en helhed inden for landsbyafgrænsningen.