Manglende dokumentation for driftsudgifter medfører nægtet fradrag

Sagen omhandler Landsskatterettens afgørelse vedrørende et selskabs nægtelse af fradrag for udokumenterede driftsudgifter for indkomstårene 2019 og 2020, samt den deraf følgende nedsættelse af fremførselsberettiget underskud. Skattestyrelsen havde nægtet fradrag for henholdsvis 3.273.089 kr. i 2019 og 5.238.465 kr. i 2020, da selskabet ikke havde fremlagt den fornødne dokumentation for udgifterne.

Selskabets baggrund og Skattestyrelsens krav

Selskabet, oprindeligt stiftet som ApS [virksomhed1] i 2016, har gennemgået flere navne- og ejerændringer, og er nu kendt som [virksomhed6] ApS. Selskabets formål er ændret fra investering til handel med solarprodukter. Selskabet er en del af en koncern, der sælger solceller og invertere, og har ejet 100% af kapitalen i det tyske datterselskab [virksomhed9] GmbH. Skattestyrelsen anmodede gentagne gange selskabet om at fremlægge regnskabsgrundlag, bogføring, bilag, specifikation af skattepligtig indkomst og opgørelser over mellemregninger med koncernforbundne parter, herunder de tyske datterselskaber [virksomhed3] GmbH og [virksomhed9] GmbH, jf. Skattekontrolloven § 53, stk. 1. Selskabet undlod at fremlægge det ønskede materiale, hvilket førte til Skattestyrelsens forslag om ændring af skatteansættelserne.

Klagerens argumenter og fremlagt dokumentation

Klageren påstod, at selskabets skatteansættelse skulle nedsættes, da der var afholdt fradragsberettigede driftsudgifter. Klageren henviste til en licensaftale fra 2015 mellem [virksomhed10] ApS og [virksomhed11] vedrørende salg af solarprodukter, som forpligtede selskabet til at betale årlige royalties. Til støtte for fradragsretten fremlagde klageren:

• Kopi af licensaftalen med [virksomhed11].
• Fakturaer fra [virksomhed11] til [virksomhed9] GmbH for 2019 (141.686,42 euro) og 2020 (8.800 $ og 294.463,27 euro).
• Bankkontoudtog for [virksomhed10] ApS' bankkonto i [finans1] for 2019 og 2020, der viste posteringer for selskabets drift, herunder royaltybetalinger og indsætninger fra datterselskabet.
• Kopi af selskabets årsrapporter for 2019 og 2020, hvoraf det fremgik, at selskabet ejede datterselskabet [virksomhed9] GmbH.

Klageren anførte, at udgifterne var sædvanlige driftsomkostninger i relation til licensaftalen og derfor fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Det blev fremhævet, at skatteyder alene skal sandsynliggøre udgiften, og at der ikke stilles særlige formkrav til dokumentationen, med henvisning til retspraksis, herunder SKM2004.162.HR og LSR 12-0189675.

Skattestyrelsens fastholdelse og yderligere bemærkninger

Skattestyrelsen fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at den ønskede dokumentation for selskabets udgifter fortsat ikke var fremsendt i tilstrækkelig grad. De fremlagte bilag kunne ikke henføres til de selvangivne fradrag, da bogføringsmateriale manglede, hvilket gjorde det umuligt at konstatere, om bilagene var bogført som driftsudgifter eller som del af mellemregningen med datterselskabet. Skattestyrelsen fremhævede desuden, at selskabets formål ikke indeholdt løbende drift af en handelsvirksomhed, at fakturaerne vedrørende licensbetalinger var udstedt til det tyske datterselskab, at selskabet havde en stor mellemregning med datterselskabet, og at årsrapporterne for 2019 og 2020 ikke var revideret, hvilket betød, at udgifternes afholdelse ikke var underbygget af en revision.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om Skattestyrelsen med rette havde nægtet fradrag for driftsudgifter for indkomstårene 2019 og 2020 på grund af manglende dokumentation, og herefter reduceret selskabets fremførselsberettigede underskud.

Det fremgår af Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, at skatteydere kan fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten og ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Private udgifter kan ikke fradrages, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2.

Der påhviler selskabet en pligt til mod begæring at dokumentere de udgifter, som det har fratrukket ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Skattestyrelsen havde forgæves anmodet selskabet om at fremlægge selskabets regnskabsgrundlag, herunder bogføring med tilhørende bilag, specifikation af den skattepligtige indkomst, og opgørelse over mellemregninger med interesseforbundne parter, herunder dattervirksomheder. Desuden var der forgæves anmodet om oplysninger om de tyske koncernforbundne selskaber, herunder dokumentation for bogføring, gældsbreve og afregning af interne mellemregninger.

Den fremlagte dokumentation i form af fakturaer udstedt af AB [virksomhed11] til [virksomhed9] GmbH blev ikke anset for fyldestgørende. Der var fortsat ikke fremlagt fyldestgørende regnskabsmateriale i form af diverse bogføringsmateriale. Det var således ikke dokumenteret, at udgiften ikke var bogført i [virksomhed3] GmbH eller [virksomhed9] GmbH's regnskaber. Landsskatteretten bemærkede, at det fremgik af punkt 1.13 i licensaftalen mellem selskabet og AB [virksomhed11], at selskabet selv kunne bestemme, om det var selskabet eller et datterselskab, der skulle være den erhvervsmæssige part i aftalen.

På dette grundlag, og da selskabet ikke havde dokumenteret sine driftsudgifter og ikke havde dokumenteret, hvorledes disse var bogført, konstaterede Landsskatteretten, at selskabet ikke havde dokumenteret, at de på selskabets bankkonto anførte hævninger dækkede over selskabets driftsudgifter.

Landsskatteretten fandt herefter, at det var med rette, at Skattestyrelsen ikke havde godkendt fradragsret for de selvangivne driftsudgifter.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.