Afgørelse om dispensation fra lokalplan B77 vedrørende vejadgang ved Bro Strand, Middelfart Kommune

Middelfart Kommune meddelte den 31. oktober 2022 dispensation fra lokalplan B77, et feriecenter ved Bro Strand, til etablering af en ny vejadgang fra [A2] til [A1], 5464 Brenderup Fyn. Denne afgørelse blev efterfølgende påklaget af en beboer i området og en grundejerforening. Sagen omhandler spørgsmål vedrørende lokalplanens bestemmelser, kommunens hjemmel til at dispensere, samt overholdelse af forvaltningsretlige principper.

Lokalplanens bestemmelser

Det pågældende areal er omfattet af lokalplan nr. B77, hvis formål er at etablere et feriecenter med fællesfaciliteter og offentlige friarealer. Lokalplanen opdeler området i delområder, herunder delområde C for kollektiv feriehusbebyggelse. Desuden fastsætter lokalplanens § 3.4, at der skal anlægges nødvendige parkerings-, sti- og vejanlæg, principielt som vist på kortbilag nr. 3. Lokalplanens § 5.1 specificerer, at vejadgang a og b skal etableres til området som vist på kortbilag 2.

Kommunens afgørelse og klagepunkter

Kommunen begrundede dispensationen med, at den nye vejadgangs placering ikke ville forringe trafiksikkerheden på [A1], og at der var god oversigt i krydset. Klagerne anførte, at den ansøgte vejadgang var i strid med lokalplanens § 5.1 og dermed krævede dispensation. De gjorde desuden gældende, at dispensationen var i strid med lokalplanens formålsbestemmelse (§ 1) og anvendelsesbestemmelse (§ 3.3.C), og at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da den var i strid med planens principper. Endvidere blev det anført, at kommunens skønsmæssige vurdering ikke var baseret på saglige grunde, og at reglerne om partshøring, jf. Forvaltningsloven § 19, ikke var overholdt, idet trafikale forhold på [A1] var ændret efter høringen.

Planklagenævnets fokus

Planklagenævnet behandlede følgende centrale spørgsmål i sagen:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller krævede dispensation fra lokalplanens § 5.1.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planloven § 19.
• Om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.
• Om reglerne om partshøring var overholdt, jf. Forvaltningsloven § 19.

Planklagenævnet tog ikke stilling til øvrige klagepunkter vedrørende dispensation fra lokalplanens §§ 8.3, 10 (levende hegn) og 5.4 (p-pladser), da disse ikke var omfattet af den påklagede afgørelse om dispensation fra § 5.1.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne, hvilket betyder, at Middelfart Kommunes afgørelse om dispensation til etablering af ny vejadgang gælder.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Krav om dispensation

Nævnet fandt, at den ansøgte nye vejadgang fra [A2] til [A1] var i strid med lokalplanens § 5.1, som fastsætter placeringen af vejadgang a og b. Da den nye vejadgang var placeret øst for de afmærkede vejadgange på kortbilag 2, krævede forholdet dispensation, jf. Planloven § 19.

Kommunens hjemmel til at dispensere

Planklagenævnet vurderede, at kommunens dispensation fra lokalplanens § 5.1 ikke var i strid med planens principper. Nævnet lagde vægt på, at § 5.1 er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og at den ikke er henvist til i lokalplanens formålsbestemmelse. Der var ingen andre holdepunkter i lokalplanredegørelsen eller planens øvrige bestemmelser, der indikerede, at § 5.1 skulle anses for en del af planens principper. Henvisninger i lokalplanens §§ 3.3.C og 3.4 til kortbilag 3 medførte heller ikke, at § 5.1 blev en del af principperne. På denne baggrund konkluderede nævnet, at kommunen havde hjemmel til at dispensere fra lokalplanens § 5.1, jf. Planloven § 19, stk. 1.

Planlægningsmæssigt relevante hensyn

Kommunens afgørelse var begrundet i, at vejadgangens placering ikke ville forringe trafiksikkerheden på [A1], og at der var god oversigt i krydset. Planklagenævnet fandt, at trafikale forhold er et sagligt og planlægningsmæssigt relevant hensyn. Da der ikke var oplysninger i sagen, der tydede på, at kommunen havde lagt vægt på usaglige hensyn, kunne nævnet ikke give medhold i klagepunktet om manglende saglighed.

Overholdelse af høringsregler

Nævnet vurderede, at kommunens høring havde karakter af en naboorientering efter Planloven § 20, stk. 1. Det fremgik af orienteringen, hvor overkørslen ønskedes placeret, og at den krævede dispensation fra lokalplanens § 5.1. Nævnet fandt, at kommunen ikke havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering. Den efterfølgende ændring af fartgrænsen på [A1] fra 30 km/t til 50 km/t skete efter kommunens dispensation og var derfor et efterfølgende forhold, som kommunen ikke kunne inddrage i sin afgørelse. Derfor kunne nævnet ikke give medhold i klagepunktet om mangelfuld høring.

Forhold der ikke blev behandlet

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende dispensation fra lokalplanens §§ 8.3, 10 (levende hegn) og 5.4 (p-pladser), da disse ikke var omfattet af den påklagede afgørelse om dispensation fra lokalplanens § 5.1. Nævnet bemærkede, at kommunerne fører tilsyn efter Planloven § 51, stk. 1, men nævnet kan ikke tage stilling til klager over selve udøvelsen af tilsynspligten.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.