Afgørelse om dispensation fra lokalplan B77 vedrørende vejadgang ved Bro Strand, Middelfart Kommune

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne, hvilket betyder, at Middelfart Kommunes afgørelse om dispensation til etablering af ny vejadgang gælder.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Krav om dispensation

Nævnet fandt, at den ansøgte nye vejadgang fra [A2] til [A1] var i strid med lokalplanens § 5.1, som fastsætter placeringen af vejadgang a og b. Da den nye vejadgang var placeret øst for de afmærkede vejadgange på kortbilag 2, krævede forholdet dispensation, jf. Planloven § 19.

Kommunens hjemmel til at dispensere

Planklagenævnet vurderede, at kommunens dispensation fra lokalplanens § 5.1 ikke var i strid med planens principper. Nævnet lagde vægt på, at § 5.1 er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og at den ikke er henvist til i lokalplanens formålsbestemmelse. Der var ingen andre holdepunkter i lokalplanredegørelsen eller planens øvrige bestemmelser, der indikerede, at § 5.1 skulle anses for en del af planens principper. Henvisninger i lokalplanens §§ 3.3.C og 3.4 til kortbilag 3 medførte heller ikke, at § 5.1 blev en del af principperne. På denne baggrund konkluderede nævnet, at kommunen havde hjemmel til at dispensere fra lokalplanens § 5.1, jf. Planloven § 19, stk. 1.

Planlægningsmæssigt relevante hensyn

Kommunens afgørelse var begrundet i, at vejadgangens placering ikke ville forringe trafiksikkerheden på [A1], og at der var god oversigt i krydset. Planklagenævnet fandt, at trafikale forhold er et sagligt og planlægningsmæssigt relevant hensyn. Da der ikke var oplysninger i sagen, der tydede på, at kommunen havde lagt vægt på usaglige hensyn, kunne nævnet ikke give medhold i klagepunktet om manglende saglighed.

Overholdelse af høringsregler

Nævnet vurderede, at kommunens høring havde karakter af en naboorientering efter Planloven § 20, stk. 1. Det fremgik af orienteringen, hvor overkørslen ønskedes placeret, og at den krævede dispensation fra lokalplanens § 5.1. Nævnet fandt, at kommunen ikke havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering. Den efterfølgende ændring af fartgrænsen på [A1] fra 30 km/t til 50 km/t skete efter kommunens dispensation og var derfor et efterfølgende forhold, som kommunen ikke kunne inddrage i sin afgørelse. Derfor kunne nævnet ikke give medhold i klagepunktet om mangelfuld høring.

Forhold der ikke blev behandlet

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende dispensation fra lokalplanens §§ 8.3, 10 (levende hegn) og 5.4 (p-pladser), da disse ikke var omfattet af den påklagede afgørelse om dispensation fra lokalplanens § 5.1. Nævnet bemærkede, at kommunerne fører tilsyn efter Planloven § 51, stk. 1, men nævnet kan ikke tage stilling til klager over selve udøvelsen af tilsynspligten.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Lokalplanens relevante bestemmelser inkluderer:

• Lokalplanens § 4.1: Udstykning må kun ske i overensstemmelse med kortbilag 2.
• Lokalplanens § 5.1: Areal til veje og stier udlægges som vist på kortbilag 2 og 3.
• Lokalplanens § 5.6: Før udstykning skal vejenes udformning drøftes mellem grundejere, kommune og udstykker.

Ansøgning og kommunens afgørelse

Kommunen modtog den 1. november 2018 en ansøgning om dispensation fra lokalplanens § 4.1 og § 5.1. Ansøgningen vedrørte udstykning af to grunde på ca. 2.450 m² hver, fra den nordlige del af ejendommen. Den nordligste grund skulle udstykkes som en koteletgrund med vejadgang til A 1 via en 4 meter bred indkørsel, mens den sydligste grund skulle have direkte vejadgang til A 1, hvor stiforbindelsen er etableret.

Kommunen vurderede, at den ansøgte udstykning af to grunde i stedet for tre, samt ændringen af vejadgangen fra den indtegnede østlige adgangsvej til en sydlig adgangsvej, var i strid med lokalplanens § 4.1 og § 5.1 og krævede dispensation. Kommunen traf afgørelse med hjemmel i Planloven § 19 og undlod naboorientering i henhold til Planloven § 20, stk. 2, da dispensationen efter kommunens vurdering ikke var i strid med lokalplanens principper.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var truffet på baggrund af forkerte oplysninger, og at kommunen havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering. Desuden mente klageren, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da den var i strid med lokalplanens principper. Klageren fremhævede, at den ændrede vejadgang ville medføre en nedlæggelse af stiforbindelsen og dermed ødelægge lokalplanens tiltænkte vej- og stisystem, som var baseret på lukkede veje uden gennemkørende trafik. Klageren påpegede også, at ændringen af vej- og stiføringen ville medføre en væsentlig ændring af områdets karakter og en værdiforringelse af klagerens ejendom.