Landsskatteretten stadfæster nægtelse af momsfradrag grundet manglende dokumentation og tvivlsomme underleverandører

Sagen omhandler Skattestyrelsens forhøjelse af en virksomheds momstilsvar med 161.796 kr. for perioden 1. januar 2020 til 31. marts 2022. Forhøjelsen skyldtes nægtelse af fradrag for købsmoms af udgifter til 14 underleverandører, som Skattestyrelsen anså for at være fiktive eller mangelfuldt dokumenterede.

Virksomheden, [virksomhed1], der var registreret under branchekoden ”Andre post- og kurertjenester”, havde i den omhandlede periode angivet et samlet momstilsvar på 631.737 kr. Skattestyrelsen nægtede fradrag for moms fra 14 specifikke underleverandører, fordelt på tre kategorier:

Fakturafabrikker

Skattestyrelsen identificerede syv underleverandører som ”fakturafabrikker”, hvor der blev nægtet fradrag for i alt 92.361 kr. i moms. Fælles for disse virksomheder var, at de ikke havde den fornødne arbejdskraft til at udføre de fakturerede ydelser, og i et tilfælde havde ejeren erkendt at have udstedt fiktive fakturaer. Der blev henvist til Momsbekendtgørelsen § 81 og domspraksis som SKM2009.325.ØLR og SKM2019.231.HR.

Tvivl om levering

For fire underleverandører var der tvivl om, hvorvidt de havde kunnet levere de angivne ydelser, hvilket førte til nægtelse af fradrag for 41.872 kr. i moms. Begrundelsen inkluderede manglende specifikation af medarbejder, adresse og dato på fakturaerne, brug af samme tredjeparts bankkonti, og at selskaberne ikke havde ansatte til at udføre arbejdet. Dette medførte en skærpet bevisbyrde for virksomheden, jf. SKM2009.325.ØLR.

Manglende overholdelse af fakturakrav

For de resterende tre underleverandører blev fradrag for 27.563 kr. i moms nægtet, da fakturaerne ikke overholdt kravene i Momsbekendtgørelsen § 57 og Momsbekendtgørelsen § 58 vedrørende angivelse af adresse, datoer og udførende person. Det blev også fundet mistænkeligt, at fakturabeløbene blev indbetalt på en opsamlingskonto i [finans1] i stedet for underleverandørernes egne bankkonti.

Virksomheden anførte til støtte for sin påstand, at ejeren havde helbredsmæssige udfordringer (PTSD), som gjorde det svært at klare opgaverne alene, og at han derfor havde ansat medarbejdere og indgået aftaler med underleverandører via en tredjepart, [person3]. Virksomheden mente at have handlet i god tro, da CVR-numrene var tjekket på Virk.dk, og ydelserne var leveret og betalt via bankoverførsler. Ejeren følte sig ”bondefanget” og fremhævede sin tidligere pletfri historik hos Skattevæsnet. Virksomheden havde ikke yderligere dokumentation som samarbejdsaftaler eller timesedler.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at nægte virksomheden fradrag for købsmoms på i alt 161.796 kr. for perioden 1. januar 2020 til 31. marts 2022. Afgørelsen var baseret på, at fakturaerne fra 14 underleverandører ikke blev anset for reelle og ikke opfyldte de formelle fakturakrav.

Retten henviste til Momsloven § 37, som fastsætter betingelserne for fradrag for indgående afgift, samt Momsbekendtgørelsen § 81, Momsbekendtgørelsen § 57, stk. 1 og Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1 vedrørende fakturakrav.

Landsskatteretten fandt, at fakturaerne ikke indeholdt tilstrækkelige oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser, samt hvor og hvornår arbejdet var udført. Dette medførte en skærpet bevisbyrde for virksomheden til at godtgøre, at der var foretaget momspligtige leverancer. Virksomheden havde ikke fremlagt dokumentation som samarbejdsaftaler, timesedler eller anden redegørelse for grundlaget for samarbejdet med underleverandørerne, ligesom der manglede oplysninger om, hvem der havde udført arbejdet. Retten henviste i den forbindelse til SKM2023.213.ØLR og SKM2020.484.BR.

Derudover blev der lagt vægt på en række usædvanlige forhold ved underleverandørerne:

• Størstedelen af underleverandørerne havde ingen registrerede ansatte og havde ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag, jf. SKM2021.395.BR.
• Flere underleverandører havde ikke afregnet moms, jf. SKM2024.101.BR.
• Størstedelen af underleverandørerne var under konkurs, gået konkurs eller ophørt.
• Flere havde branchekoder og formål, der ikke stemte overens med de fakturerede ydelser.
• Flere anvendte betalingsoplysninger, der ikke tilhørte underleverandøren, herunder en fælles opsamlingskonto hos [finans1].
• Flere havde videreoverført fakturerede beløb til udlandet og havde ikke afholdt almindelige driftsudgifter.

Samlet set vurderede Landsskatteretten, at der var tale om så usædvanlige omstændigheder, at de indsendte fakturaer ikke kunne anses for reelle. Det forhold, at fakturaerne var betalt via elektroniske pengeoverførsler, blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation for, at leveringerne havde fundet sted, jf. SKM2023.213.ØLR.