Skanderborg Kommunes afslag på udstykning i landzone til helårsbeboelse led af væsentlig retlig mangel

"Planklagenævnet finder på baggrund af ovenstående, at kommunen i sin planlægning allerede har taget stilling til, hvor der inden for kommuneplanrammen kan tillades byggeri, herunder opførelse af ny bolig, som ikke medfører en væsentlig risiko for grundvandsforureningen."

Nævnet bemærkede desuden, at den konkrete sikring af boringer normalt reguleres via Miljøbeskyttelsesloven § 19 eller vandforsyningsloven, snarere end gennem et generelt landzoneafslag, der strider mod kommunens egen planlægning. Da kommunen havde baseret sit afslag på en forkert opfattelse af plangrundlaget, blev afgørelsen ophævet, og sagen hjemvist til fornyet behandling, så kommunen som førsteinstans kan foretage en korrekt vurdering efter landzonebestemmelsernes formål.

Planklagenævnet ophæver Skanderborg Kommunes afgørelse af 29. november 2022 og hjemviser sagen til fornyet behandling. Nævnet fastslår, at kommunens afslag beroede på en forkert fortolkning af plangrundlaget, da kommunen i sin egen planlægning (grundvandsredegørelsen til KP21) allerede havde vurderet, at boligudvikling i de specifikke rammer i Høver ikke ville medføre en væsentlig risiko for grundvandet. Ved den fornyede behandling skal kommunen vurdere ansøgningen ud fra de generelle landzonehensyn i Planloven § 58, stk. 1, herunder om udstykningen er i overensstemmelse med de planmæssige og landskabelige interesser i området.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Kommunens Afgørelse og Klager

Vordingborg Kommune gav den 19. marts 2018 landzonetilladelse til det ansøgte efter Planlovens § 35, stk. 1. Kommunen lagde vægt på, at ejendommen lå inden for et boligområde i kommuneplanen, at byggeriet og terrænreguleringen skulle ske uden for strandbeskyttelseslinjen, og at huset ville passe ind i byens struktur. Kommunen vurderede, at terrænreguleringen var nødvendig for klimasikring og ikke ville medføre urimelige gener for naboer.

Tre beboere i området klagede over kommunens afgørelse. Klagerne anførte blandt andet, at grunden ikke var egnet til bebyggelse, at der ikke var byggeret på grunden, at den tinglyste deklaration forhindrede byggeri, at der var foretaget ulovlig terrænregulering, og at byggeriet ville medføre urimelige gener og ødelægge kystlinjen. Kommunen afviste klagepunkterne og henviste til, at deklarationen ikke længere var relevant, og at Kystdirektoratet havde vurderet, at byggeriet ikke krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Planklagenævnets Tidligere Afgørelse og Hjemvisning

Planklagenævnet ændrede den 4. december 2019 kommunens tilladelse til et afslag. Et flertal fandt, at tilladelsen ville være i strid med landzonebestemmelserne, da den landskabelige påvirkning ville være væsentlig på grund af terrænreguleringen og husets udformning, som ikke ville passe ind i rækken af ældre villaer. Nævnet vurderede, at byggeriet ikke var af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, og at arealet var udpeget som lavbundsareal, hvor byggeri bør undgås. Mindretallet fandt derimod, at tilladelsen kunne gives, da byggeriet var indpasset i husrækken, og kommunen havde foretaget planlægningsmæssige overvejelser i kommuneplanen.

Retten i Nykøbing Falster hjemviste sagen til fornyet behandling, idet retten fandt, at Planklagenævnets afgørelse var behæftet med mangler. Retten lagde til grund, at ejendommen ligger i et tæt bebygget område i Præstø by, og at byggeriet ikke ville være uforeneligt med planlovens hovedformål. Retten vurderede, at den landskabelige påvirkning ikke ville være væsentlig, og at de planlægningsmæssige interesser i kystnærhedszonen ikke ville blive tilsidesat, jf. Planlovens § 35, stk. 3.