Landsskatteretten: Skønsmæssigt fradrag for lønudgifter efter forhøjelse af A-skat og AM-bidrag

Sagen omhandler en virksomheds ret til skattemæssigt fradrag for udgifter, der af Skattestyrelsen er anset for at være afholdt til fiktive underleverandører. Skattestyrelsen havde nægtet fradrag for købsmoms på 15 fakturaer fra 10 underleverandører i indkomstårene 2018, 2019 og 2020, da fakturaerne blev anset for fiktive og en del af kædesvig. Skattestyrelsen reklassificerede nettobeløbene (ekskl. moms) som skønnede lønudgifter til uregistrerede ansatte, men nægtede skattemæssigt fradrag for momsbeløbene, da disse ikke blev anset for afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Virksomheden, der driver vejgodstransport, havde i perioden 2018-2020 bogført betydelige udgifter til underleverandører. Skattestyrelsens kontrol afslørede, at de pågældende underleverandører ofte manglede momsregistrering, arbejdsgiverregistrering, havde uforklarlige pengestrømme til udlandet, eller ikke havde de nødvendige ressourcer til at udføre det fakturerede arbejde. Fakturaerne var ofte generiske, med runde beløb, og underbilagene (timesedler) manglede specifikke oplysninger om udførelsessted og -person.

Skattestyrelsen argumenterede for, at den nægtede købsmoms ikke var fradragsberettiget skattemæssigt, da moms er en neutral afgift, og udgiften ikke var afholdt som led i almindelig driftsrisiko. Det blev fremhævet, at virksomhedens egen adfærd var årsag til, at formalia i Momsbekendtgørelsen § 58 ikke var opfyldt, og at fradragsnægtelsen havde en pønal effekt, der ville svækkes ved skattemæssigt fradrag.

Klageren gjorde gældende, at fakturaerne var reelle, og at udgifterne var afholdt med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, og dermed var skattemæssigt fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Det blev anført, at fradragsretten opstår på pligtpådragelsestidspunktet, og at betaling var sket. Klageren henviste til praksis, der understøtter, at det er tilstrækkeligt at sandsynliggøre udgiftens afholdelse, og at kontant betaling ikke i sig selv begrænser fradragsretten.

De omstridte beløb for købsmoms, som klageren ønskede skattemæssigt fradrag for, var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten har i en sammenholdt sag (sagsnr. 22-0000693) forhøjet Skattestyrelsens afgørelse vedrørende virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag. Her blev de bruttobeløb, der fremgik af fakturaerne fra de 10 underleverandører, svarende til 635.960 kr., anset for at udgøre lønudgifter til aflønning af uregistrerede ansatte.

Som konsekvens heraf har Landsskatteretten fastslået, at den del af lønudgiften, der svarer til fakturaernes momsbeløb på i alt 127.192 kr., udgør en almindelig driftsomkostning. Denne udgift er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde virksomhedens indkomst og er fradragsberettiget efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a efter indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

Landsskatteretten ændrer herefter Skattestyrelsens afgørelse og godkender et yderligere skønsmæssigt fradrag for lønudgifter på 127.192 kr., fordelt som følger:

Disse beløb skal fratrækkes i virksomhedens ansatte resultat for de respektive indkomstår.