Ankestyrelsens afgørelse om samvær: Begrænsning af samvær grundet barnets særlige behov og forældres psykiske vanskeligheder

Ankestyrelsen har behandlet en sag principielt for at fastslå, hvem der har kompetencen til at træffe afgørelse om hyppigheden af samvær, når børn og unge-udvalget beslutter samvær mindre end én gang om måneden. I den konkrete sag havde udvalget truffet afgørelse om begrænset samvær, men overladt fastsættelsen af hyppigheden til kommunen.

Barnet, AA, er diagnosticeret med en alvorlig udviklingsforstyrrelse grundet prænatal eksponering for alkohol og cannabis, hvilket medfører et udtalt behov for struktur og forudsigelighed. AA reagerer massivt på samvær med forælderen, BB, med øget arousal, søvnforstyrrelser og udadreagerende adfærd.

Forælderen, BB, er diagnosticeret med paranoid skizofreni og mental retardering, og har en historik med stof- og alkoholmisbrug. BB har svært ved at indleve sig i AA's behov og signaler, og fremstår ofte passiv under samvær.

Ankestyrelsen vurderer, at børn og unge-udvalget begik en væsentlig fejl ved ikke selv at fastsætte hyppigheden af samværet. Udvalget skal selv træffe afgørelse om, hvor ofte samvær skal finde sted, når det besluttes, at samvær skal være mindre end én gang om måneden.

Ankestyrelsens afgørelse om samvær

Ankestyrelsen har truffet en ny afgørelse om, at samværet mellem AA og BB alene skal finde sted hver sjette måned i en periode på to år.

• Begrundelse for begrænsning: Det er nødvendigt af hensyn til AA's sundhed og udvikling at begrænse samværet.
• Barnets sårbarhed: AA's alvorlige udviklingsforstyrrelse og massive reaktioner på samvær kræver beskyttelse og skærmning.
• Forælderens situation: Selvom BB er i medicinsk behandling og oplever positiv udvikling, ændrer dette ikke ved behovet for at skærme AA grundet AA's særlige vanskeligheder.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i Serviceloven § 71, stk. 3, jf. stk. 2.