Flytning uden samtykke efter servicelovens § 129, stk. 2 - interne flytninger og hensynet til pårørende

Ankestyrelsen behandlede principielt to sager om flytning uden samtykke efter undtagelsesbestemmelsen i Serviceloven § 129, stk. 2. Formålet var at afklare, om flytning kan ske, selvom borgerens tilknytning til pårørende ikke forbedres, hvis flytningen i øvrigt er i borgerens interesse, samt hvornår en flytning giver tilstrækkelig bedre muligheder for pårørendekontakt.

I den ene sag (Sag 1) klagede en borger med Lennox-Gastaut syndrom over Familieretshusets afslag på en intern flytning til en anden afdeling i samme botilbud. Borgeren, hvis funktionsniveau svarede til et 3-4-årigt barn, var ikke i stand til at give informeret samtykke. Formålet med flytningen var at placere borgeren med medbeboere på et lignende udviklingsniveau for at fremme kognitiv og fysisk udvikling og livskvalitet. Flytningen ville ikke ændre borgerens kontakt til pårørende.

I den anden sag (Sag 2) klagede en borger med Downs syndrom over Familieretshusets afslag på flytning til et nyt særligt botilbud. Borgeren havde betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne og kunne ikke give informeret samtykke. Formålet med flytningen var at bringe borgeren tættere på sine forældre, der for nylig var flyttet, samt søskende, for at bevare og forbedre familiekontakten.

Ankestyrelsen ændrede Familieretshusets afgørelser i begge sager og fastslog, at betingelserne i Serviceloven § 129, stk. 2 var opfyldt. Dette afklarer to principielle spørgsmål vedrørende flytning uden samtykke.

Principiel afklaring af Serviceloven § 129, stk. 2

For det første fastslog Ankestyrelsen, at flytning uden samtykke efter Serviceloven § 129, stk. 2 kan ske, selvom borgerens muligheder for at bevare tilknytningen til sine pårørende ikke forbedres eller sikres ikke forværret, hvis flytningen i øvrigt skønnes at være i den pågældendes egen interesse. Dette blev illustreret i Sag 1, hvor den interne flytning i botilbuddet var begrundet i borgerens udviklingspotentiale og livskvalitet, ikke i pårørendekontakt. Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om et "ganske særligt tilfælde", og at flytningen entydigt var i borgerens interesse.

For det andet afklarede Ankestyrelsen, hvornår en flytning med tilstrækkelig vægt giver bedre muligheder for, at den pågældende kan bevare kontakten til sine pårørende. I Sag 2 vurderede Ankestyrelsen, at en betydeligt kortere afstand til forældre og søskende var tilstrækkelig til at bevare eller forbedre familiekontakten. Flytningen til det nye botilbud blev anset for at være i borgerens egen interesse, da den ville øge livskvaliteten gennem tættere familiekontakt. Også her blev det vurderet som et "ganske særligt tilfælde".

Ankestyrelsen understregede, at Serviceloven § 129, stk. 2 er en snæver undtagelse til hovedreglen i Serviceloven § 129, stk. 1 og ikke kan anvendes til at forfølge formål, der falder ind under stk. 1. Begge borgere blev vurderet til at have betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, hvilket gjorde dem omfattet af magtanvendelsesbestemmelserne.