Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til vildmarksbad inden for strandbeskyttelseslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en sag om afslag på lovliggørende dispensation til et vildmarksbad, der er etableret inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Ebeltoft. Sagen blev indbragt for nævnet af afgørelsens adressat, der repræsenterer Foreningen A2 Badeklub.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 26. oktober 2022 afslag på en lovliggørende dispensation til et vildmarksbad. Dette skete efter en henvendelse fra Syddjurs Kommune, som konstaterede vildmarksbadet inden for strandbeskyttelseslinjen. Direktoratet varslede et påbud om fjernelse, hvorefter der blev ansøgt om lovliggørelse.

Vildmarksbadet er flytbart, 180 cm i diameter og ca. 105 cm højt, udført i ubehandlet lærketræ, og placeret ca. 35 meter fra vandkanten. Det fyldes med havvand og opvarmes med en intern brændeovn. Placeringen er skjult i den faste landvegetation og kun synlig fra vandet via en lille sti.

Kystdirektoratet vurderede, at vildmarksbadet primært ville blive brugt af en begrænset brugerkreds (en badeklub bestående af ejeren og to naboejere) og derfor ikke faldt ind under den lempeligere praksis for mindre foranstaltninger til fremme af friluftsliv og turisme. Direktoratet fremhævede, at faciliteter knyttet til kysten normalt henvises til havneområder eller lignende, hvor der allerede er etableret byggeri. Desuden vurderede direktoratet, at en dispensation ville skabe en uønsket præcedens og have en negativ landskabelig påvirkning.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Afgørelsen blev påklaget af afgørelsens adressat, der repræsenterer Foreningen A2 Badeklub. Klager anførte, at der på naboejendomme var etableret grillpladser, plastmøbler og både med ophalerspil, som medførte en større areal- og naturbelastning end vildmarksbadet. Klager påpegede også, at der var meddelt dispensation til en badebro på en naboejendom, hvilket klager fandt urimeligt i forhold til afslaget på et mindre vildmarksbad. Klager mente desuden, at en dispensation var særligt begrundet og ikke ville have utilsigtede konsekvenser.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til vildmarksbadet.

Nævnets vurdering af Naturbeskyttelsesloven

Nævnet bemærkede, at Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 indeholder et generelt forbud mod ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder bebyggelse. Formålet er at friholde strande og kystområder mod indgreb.

Dispensation fra strandbeskyttelseslinjen kan kun meddeles i særlige tilfælde, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Dette kræver et nødvendigt formål, der vejer tungere end den generelle beskyttelsesinteresse, og at dispensationen ikke skaber præcedens. Praksis er meget restriktiv.

Nævnet vurderede, at vildmarksbadet ikke faldt ind under den lempeligere dispensationspraksis for mindre faciliteter til støtte for friluftslivet og turismen, som nævnt i lovbemærkningerne til ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994, eller den lempeligere dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 5, som gælder for klubber, foreninger og institutioner under visse betingelser. Vildmarksbadet skulle derfor behandles efter den almindelige restriktive dispensationspraksis.

Begrundelse for stadfæstelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Vildmarksbadets placering uden tilknytning til eksisterende bebyggelse eller andre foranstaltninger ville medføre en negativ visuel påvirkning af kystlandskabet.
• Klagerens interesse i at bibeholde vildmarksbadet var af privat karakter og skulle alene tilgodese private behov. Dette blev ikke anset for et nødvendigt formål, der bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse i at friholde kystlandskabet.
• Hensynet til strandbeskyttelseslinjen er tungtvejende, og en dispensation kunne skabe uhensigtsmæssig præcedens i lignende sager.

Nævnet bemærkede, at klagerens anbringender om etablerede grillpladser og både på naboejendomme samt en meddelt dispensation til en badebro ikke kunne føre til en anden vurdering. Nævnet er ikke bundet af førsteinstansens praksis, og der var ikke fremlagt oplysninger om tilsvarende sager om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Kystdirektoratet fastsætter en ny frist for påbuddets efterkommelse. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.