Genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse om Fredensborg Kommunes dispensation fra byplanvedtægt

Planklagenævnet genoptog en sag vedrørende Fredensborg Kommunes dispensation af 4. marts 2022. Dispensationen omhandlede en overskridelse af udnyttelsesgraden på ejendommen [A1] i Fredensborg, som er omfattet af byplanvedtægt nr. 12, Asminderød by. Klagerne anmodede om genoptagelse af sagen, da de ikke modtog notifikation om nye dokumenter uploadet af kommunen, hvilket Planklagenævnet anerkendte som en væsentlig sagsbehandlingsfejl vedrørende partshøring.

Baggrund for dispensationen

Ejendommen [A1] er omfattet af byplanvedtægt nr. 12, som fastsætter en maksimal udnyttelsesgrad på 0,2. Kommunen gav dispensation til en tilbygning på 27,5 m², hvilket ville medføre en udnyttelsesgrad på 0,312 (ifølge naboorienteringen) eller 0,321 (ifølge klagerne, der mente, at et udhus på 4,3 m² ikke var korrekt medregnet i BBR). Kommunen begrundede dispensationen med, at ejendommen er atypisk og vanskelig at udnytte inden for byplanvedtægtens rammer, og at en stor del af ejendommene i området allerede overskrider den maksimale udnyttelsesgrad. Desuden anførte kommunen, at byplanvedtægten fra 1964 ikke er tidssvarende, og at det ansøgte er i overensstemmelse med kommuneplan 2017.

Klagerens anbringender

Klagerne fremførte en række anbringender, herunder:

• Tilbagekaldelse af afgørelse: Kommunen kunne ikke omgøre et tidligere afslag på dispensation fra 2019, som klagerne mente stadig burde gælde.
• Lighedsgrundsætningen: Kommunen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen ved at give dispensation til en udnyttelsesgrad på 0,321, når den tidligere havde givet afslag på dispensationer til lignende eller lavere udnyttelsesgrader (0,33 og 0,30).
• Beslutningsgrundlag: Afgørelsen var truffet på faktuelt forkerte oplysninger, herunder forkert beregning af udnyttelsesgraden for ejendommen [A1] og andre ejendomme i området. Klagerne anførte, at kommunen medtog kældre og carporte i bruttoetagearealet i strid med BR61 og brugte to forskellige beregningsmetoder. De bestred også kommunens påstand om, at størstedelen af ejendommene i området overskrider udnyttelsesgraden, og at ejendommen [A1] var atypisk.
• Konkret vurdering og saglige hensyn: Kommunen havde ikke foretaget en konkret vurdering og havde inddraget usaglige hensyn, såsom at 110 m² boligareal skulle være i den lave ende af nutidens standard, og at kommuneplanens bestemmelser ikke kunne bruges som argument for dispensation fra byplanvedtægten.
• Partshøring: Der var ikke partshørt alle parter, herunder [F1] og [F2], som klagerne mente havde partsstatus.
• Naboorientering: Høringen var ikke i overensstemmelse med lovgivningen, da den indeholdt modstridende og ukorrekte oplysninger, og kommunen havde ikke inddraget indsigelserne tilstrækkeligt.

Planklagenævnet genoptog sagen på grund af en væsentlig sagsbehandlingsfejl, idet klagerne ikke blev partshørt om nye oplysninger vedrørende udnyttelsesgraderne i området, som kommunen havde uploadet og nævnet havde lagt vægt på i sin tidligere afgørelse. Efter genoptagelsen fastholdt Planklagenævnet sin tidligere afgørelse og gav fortsat ikke medhold i klagen.

Hjemmel til dispensation

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra byplanvedtægtens § 6, stk. 1, litra a, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Nævnet vurderede, at bestemmelsen om udnyttelsesgrad ikke er en del af planens principper, da den er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og byplanvedtægten ikke indeholder en formålsbestemmelse, der giver den særlig betydning.

Tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt

Planklagenævnet afviste klagepunktet om tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt. Nævnet fastslog, at afgørelsen af 4. marts 2022 vedrørte et nyt projekt med forskelligt omfang og placering sammenlignet med den tidligere ansøgning fra 2019. Der var derfor ikke tale om en tilbagekaldelse af samme forhold.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet fandt ikke, at kommunens dispensation var i strid med lighedsgrundsætningen. Kommunen havde oplyst, at de tidligere afslag i 2009 og 2019 skyldtes, at bebyggelsesprocenten ikke var i overensstemmelse med kommuneplanens rammebestemmelser. Nævnet anerkendte, at det er sagligt at inddrage kommuneplanens rammebestemmelser i vurderingen, og at der derfor var en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse for de forskellige resultater.

Beslutningsgrundlaget for afgørelsen

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt kendskab til eller forkert opfattelse af sagens faktiske forhold. Nævnet bemærkede, at kommunen var opmærksom på klagernes indsigelser vedrørende udhusets areal og den deraf følgende udnyttelsesgrad. Nævnet kunne ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af, hvad der er sædvanligt for området, da dette ligger uden for nævnets kompetence. Nævnet kunne heller ikke tage stilling til korrektheden af udnyttelsesgrads-beregninger for andre ejendomme i området, da nævnets kompetence er begrænset til den påklagede afgørelse for ejendommen [A1]. Kommunens beregning af bebyggelsesprocenten til 30 efter Bygningsreglement 2018 (BR18) blev også fundet saglig.

Konkret vurdering og planlægningsmæssigt relevante hensyn

Nævnet fandt, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af det ansøgte, og at kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Det er sagligt at inddrage områdets karakter, størrelsen af øvrige boliger, grundens udformning og muligheden for at udnytte grunden inden for byplanvedtægtens rammer. Nævnet bekræftede desuden, at det er sagligt og planlægningsmæssigt relevant, at kommunen har lagt vægt på, at byplanvedtægten ikke er tidssvarende, og at dette afspejles i kommuneplan 2017, jf. Planlovens § 12, stk. 1.

Partshøring

Planklagenævnet fandt ikke, at [F1] og [F2] kunne anses for at være parter i sagen, da dispensationen til overskridelse af udnyttelsesgraden ikke ville medføre konkrete og væsentlige gener for dem. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre dem efter Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Naboorientering og håndtering af indsigelser

Nævnet fandt, at kommunen ikke havde tilsidesat Planlovens § 20, stk. 1 om naboorientering. Det fremsendte materiale var tilstrækkeligt til at give et retvisende billede af det ansøgte, og kommunen havde inddraget de indkomne indsigelser i afgørelsen, selvom den ikke havde pligt til at imødekomme dem eller besvare dem.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende kommuneplanen, da kommuneplanens bestemmelser ikke er umiddelbart bindende for borgere, og en vurdering heraf ikke udgør en afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1. Klagepunkter vedrørende byggelovgivningen blev henvist til Byggeklageenheden, da Planklagenævnet ikke har kompetence på dette område. Endelig behandlede nævnet ikke klager over kommunens fremtidige sagsbehandling, da dette ikke var omfattet af den påklagede afgørelse.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Fredensborg Kommunes afgørelse af 4. marts 2022. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.