Afgørelse om afslag på dispensation til udstykning af ejendom - Egedal Kommune

Egedal Kommune meddelte den 28. september 2022 afslag på en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 3 til udstykning af ejendommen [adresse1]. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 3, et boligområde vest for jernbanen ”Halkærområde” i Stenløse by, og ligger i område A. Lokalplanens § 4.1 fastsætter, at ingen grund må udstykkes til en størrelse mindre end 700 m2.

Klageren havde ansøgt om at udstykke ejendommen i to parceller på henholdsvis ca. 550 m2 og 650 m2, hvilket er i strid med lokalplanens bestemmelse. Kommunen begrundede afslaget med, at ejendommen ligger i tilknytning til en boligklynge med større parceller og store baghaver, hvor bebyggelserne er udpeget som kulturmiljø. Desuden lagde kommunen vægt på kommuneplanens minimumgrundstørrelse på 700 m2, den store overskridelse af lokalplanens bestemmelse, kommunens restriktive praksis, en modtaget indsigelse mod ansøgningen samt risikoen for præcedens.

Ejeren klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Planklagenævnet behandlede fire hovedspørgsmål i sagen:

Sagens centrale spørgsmål

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller krævede dispensation fra lokalplanens § 4.1.
• Om kommunen havde begrundet afgørelsen tilstrækkeligt, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.
• Om kommunen havde det fornødne grundlag til at træffe afgørelse, jf. officialprincippet.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Planklagenævnet har ikke behandlet det øvrige klagepunkt i sagen, som vedrørte hensigtsmæssigheden af udstykningen.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Egedal Kommunes afgørelse om afslag på dispensation fastholdes.

Vurdering af umiddelbar tilladelse og dispensationskrav

Planklagenævnet fastslog, at den ansøgte udstykning af ejendommen i to parceller på henholdsvis 550 m2 og 650 m2 er i strid med lokalplan nr. 3, § 4.1, som fastsætter en minimumgrundstørrelse på 700 m2. Forholdet kræver derfor dispensation, jf. Planloven § 19. Selve afslaget på dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve. Nævnet kan dog efterprøve, om kommunens afgørelse er i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger.

Begrundelsens tilstrækkelighed

Klageren gjorde gældende, at kommunens begrundelse var mangelfuld, idet den ikke nærmere fastlagde, hvilke forhold i naboindsigelsen kommunen havde lagt til grund, og heller ikke redegjorde for præcedensvirkningen. Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet. Afgørelsen indeholdt en henvisning til de relevante retsregler, jf. Forvaltningsloven § 22, samt de hovedhensyn, der var bestemmende for kommunens skønsmæssige vurdering og de konkrete forhold, der indgik, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2. Dette gjaldt, selvom specifikke detaljer fra naboindsigelsen eller en uddybning af præcedensvirkningen ikke fremgik af begrundelsen.

Beslutningsgrundlaget for afgørelsen (Officialprincippet)

Planklagenævnet vurderede, at kommunens afgørelse ikke var baseret på et forkert grundlag. Selvom der var en misforståelse vedrørende vejadgang, fandt nævnet ikke grund til at antage, at kommunen ville have vurderet sagen anderledes, da vejadgang ikke havde haft særlig betydning for afgørelsen. Vedrørende kulturmiljøet fandt nævnet, at kommunens oplysning om, at nabobebyggelserne var udpeget som kulturmiljø, var korrekt, da kommuneplan 2021 udpeger et område nord for klagerens ejendom som kulturmiljø. Klagerens anbringende om, at kommunen ikke havde inddraget kommuneplanens intentioner om fortætning og omdannelse, blev afvist, da kommunen har et vidtgående skøn i forhold til at give afslag på dispensation, selvom forholdet er i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. Planloven § 12, stk. 1.

Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at der var givet dispensation til udstykning af grunde under 700 m2 på andre ejendomme, og at nye lokalplaner muliggjorde byggeri på andre adresser. Planklagenævnet fandt ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling. De sammenlignede ejendomme var enten omfattet af et andet retsgrundlag (f.eks. lokalplan nr. 2.1.08 med en minimumsgrænse på 600 m2, områder uden lokalplan, eller ejendomme udstykket før lokalplanens vedtagelse) eller afveg kun minimalt fra lokalplanens grænse (f.eks. 690 m2 mod 700 m2). Nævnet bemærkede, at kommunen frit kan beslutte at tilvejebringe en lokalplan, jf. Planloven § 13, stk. 1, bortset fra særlige situationer omfattet af Planloven § 13, stk. 3, og at formålet med planlægning netop er at udlægge områder til forskellige anvendelser.

Konklusion

Planklagenævnet fandt på baggrund af ovenstående, at kommunens afslag på udstykning i den aktuelle sag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klageren. Nævnet kan kun tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, og har derfor ikke kompetence til at behandle spørgsmål om hensigtsmæssighed.