Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan til reduceret parkering

Københavns Kommune meddelte den 29. juni 2022 dispensation fra lokalplan nr. 310, Teglværkshavnen tillæg 3, til reduceret parkering på ejendommene [matr.nr.1], [matr.nr.2], [matr.nr.3] og [matr.nr.4]. En lejer i området indgav klage over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Lokalplanens § 9, stk. 7, om ubebyggede arealer fastsætter, at parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen ca. 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal. Kommunen valgte at dispensere fra dette krav, således at parkeringsdækningen i stedet følger de faste parkeringsnormer i kommuneplan 2019.

Kommunens begrundelse for dispensationen var, at området er planlagt som en tæt og funktionsblandet bydel med god kollektiv trafikbetjening, herunder en kommende metrostation i 2024. Desuden lagde kommunen vægt på et ønske om at skabe en CO2-neutral og mindre bilafhængig by.

Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål i sagen:

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Planklagenævnet skulle vurdere, om det reducerede parkeringsforhold var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller om det krævede dispensation fra lokalplanens § 9, stk. 7.

Hjemmel til dispensation

Nævnet skulle også afgøre, om kommunen havde den fornødne hjemmel til at give dispensationen, jf. Planloven § 19. Klageren havde anført, at der ikke var tale om en dispensation, men en legalisering af allerede eksisterende forhold, og at sagen derfor burde hjemvises til kommunen.

Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes afgørelse af 29. juni 2022 om dispensation fra lokalplan nr. 310 til reduceret parkering. Dette betyder, at kommunens afgørelse fastholdes.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af dispensation

Nævnet fastslog, at de forhold, som kommunen havde truffet afgørelse om, ikke var i overensstemmelse med lokalplanen og derfor krævede dispensation efter Planloven § 19.

Vedrørende kommunens hjemmel til at give dispensation vurderede Planklagenævnet, at en kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens § 9, stk. 7, om parkeringsdækning ikke udgjorde en del af planens principper. Nævnet lagde vægt på, at bestemmelsen er bebyggelsesregulerende, og at den ikke er specifikt henvist til i lokalplanens formålsbestemmelse. Der var heller ingen andre holdepunkter i lokalplanredegørelsen eller planens øvrige bestemmelser, der indikerede, at bestemmelsen havde en særlig betydning som en del af planens principper.

Nævnet bemærkede desuden, at spørgsmålet om lovliggørende dispensation skal behandles, som om ansøgningen var indgivet, før forholdet blev etableret, og at det derfor ikke havde betydning, om byggeriet var (delvist) opført, før kommunen gav dispensationen.

På baggrund heraf konkluderede Planklagenævnet, at Københavns Kommune havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 9, stk. 7. Selve afgørelsen om dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.