Manglende meddelelse af national eneret til online hasardspil som teknisk forskrift (Direktiv 98/34/EF)

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra den portugisiske øverste domstol (Supremo Tribunal de Justiça) vedrørende fortolkningen af EU’s informationsprocedure for tekniske forskrifter (Direktiv 98/34/EF, tidligere 83/189/EØF). Tvisten udspillede sig mellem de private online spilleoperatører Sportingbet PLC og Internet Opportunity Entertainment Ltd (IOE) og den portugisiske offentlige enhed Santa Casa da Misericórdia de Lisboa (Santa Casa), som har eneret til at drive sociale spil og puljevæddemål i Portugal, herunder online.

Santa Casa havde anlagt sag mod Sportingbet og IOE for ulovlig drift og markedsføring af online hasardspil i Portugal, hvilket stred mod Santa Casas nationale eneret.

Sportingbet og IOE gjorde gældende, at den portugisiske lovgivning, der fastsætter og udvider denne eneret til også at omfatte internettet (navnlig Lovdekret nr. 282/2003), udgør en "teknisk forskrift" og skulle have været meddelt Europa-Kommissionen i henhold til direktiv 98/34/EF, før den blev vedtaget. De hævdede, at da dette ikke var sket, var lovgivningen uanvendelig over for borgerne.

De præjudicielle spørgsmål

De centrale spørgsmål, som den forelæggende ret rejste, fokuserede på, hvorvidt to specifikke portugisiske lovdekreter skulle kvalificeres som tekniske forskrifter og hvilken retsvirkning, manglende notifikation i så fald havde:

• Første spørgsmål: Udløser en ældre lovgivning (Lovdekret nr. 422/89), der etablerer en koncessionsordning for hasardspil (analyseret under Direktiv 83/189/EØF), meddelelsespligt?
• Andet spørgsmål: Udløser en nyere lovgivning (Lovdekret nr. 282/2003), der tildeler eneret til online hasardspil (analyseret under Direktiv 98/34/EF), meddelelsespligt, og kan borgerne påberåbe sig dens uanvendelighed ved manglende notifikation?

Domstolen fandt, at der skal skelnes skarpt mellem de to perioder og de to forskellige lovdekreter, da de falder ind under forskellige direktiver (83/189/EØF og 98/34/EF) med forskellige anvendelsesområder.

Afgørelse vedrørende Lovdekret nr. 422/89 (Direktiv 83/189/EØF)

Domstolen fastslog, at den ældre lovgivning (Lovdekret nr. 422/89), som fastsætter koncessionsordningen og zoner for hasardspil, ikke udgør en "teknisk forskrift" i henhold til artikel 1, nr. 5), i Direktiv 83/189/EØF.

En national lovgivning, der foreskriver, at retten til at drive hasardspil er forbeholdt staten og kun kan udøves af koncessionshavende aktieselskaber, vedrører ikke de karakteristika, der kræves af et produkt som omhandlet i direktivets artikel 1, nr. 1) (præmis 43-44).