Command Palette

Search for a command to run...

Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan vedrørende parkeringspladser i Snekkersten

Dato

10. oktober 2022

Nævn

Planklagenævnet

Eksterne links

Læs hele sagen

Kategori

Planloven, retlig (efter 1. februar 2017)

Højdepunkt

Afgørelse i klagesag om Helsingør Kommunes dispensation fra lokalplan til ikke at

Helsingør Kommune meddelte den 28. juni 2022 dispensation fra lokalplan nr. 1.122, Det gamle Snekkersten, til ikke at etablere to parkeringspladser på ejendommen [A2], 3070 Snekkersten. En beboer i området klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan 1.122, Det gamle Snekkersten. Lokalplanens formål er at sikre områdets kulturhistorie og mangfoldighed samt give mulighed for fremtidig fornyelse af bebyggelsen, med respekt for eksisterende stilart og landskabskarakter. Lokalplanens § 6, stk. 3, fastsætter krav om etablering af to parkeringspladser pr. parcelhus på egen grund ved opførelse af ny bebyggelse eller ændret anvendelse.

Forudgående sagsforløb

Sagen har tidligere været behandlet af Planklagenævnet. Den 8. februar 2021 traf Helsingør Kommune en afgørelse om, at parkeringsforholdene var i overensstemmelse med lokalplanen. Klageren påklagede denne afgørelse, og Planklagenævnet ophævede og hjemviste den 26. januar 2022 kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at parkeringsforholdene ikke var i overensstemmelse med lokalplanens § 6, stk. 3, og at forholdet derfor krævede dispensation i henhold til Planloven § 19.

Kommunens dispensation og klagen

Kommunen meddelte herefter den 28. juni 2022 dispensation fra lokalplanens § 6, stk. 3. Begrundelsen for dispensationen var, at ejendommens parkeringsbehov var af normalt omfang og kunne afvikles via offentlige pladser langs [A1]. Kommunen vurderede desuden, at den forøgede parkering ikke ville medføre større gener for beboere eller trafik, og at dispensationen var nødvendig for at udnytte matriklen til boligformål.

Klageren anførte i sin klage, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensationen, at der var tale om usaglig forskelsbehandling i strid med det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip, og at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig konkret vurdering af forholdet, herunder spørgsmålet om fysisk lovliggørelse og alternativer.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Helsingør Kommunes afgørelse af 28. juni 2022. Dette betyder, at kommunens dispensation til ikke at etablere to parkeringspladser på ejendommen [A2] opretholdes.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Mulighed for at give dispensation

Nævnet vurderede, om kommunen havde hjemmel til at give dispensationen i henhold til Planloven § 19, stk. 1 og Planloven § 19, stk. 2. Disse bestemmelser fastslår, at en kommune kan dispensere, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Principperne omfatter typisk planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, men sjældent detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre de er fastlagt for at fastholde en særlig udformning eller struktur.

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens § 6, stk. 3, om parkeringspladser ikke udgør en del af planens principper. Nævnet lagde vægt på, at bestemmelsen vedrører parkeringsforhold og ikke er specifikt henvist til i lokalplanens formålsbestemmelse. Der var heller ingen andre holdepunkter i lokalplanredegørelsen eller planens øvrige bestemmelser, der indikerede, at parkeringsbestemmelsen havde en sådan særlig betydning, at den skulle anses for et princip. På denne baggrund konkluderede nævnet, at kommunen havde hjemmel til at give dispensationen.

Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at dispensationen var i strid med lighedsgrundsætningen, da der ikke tidligere var meddelt lignende dispensationer i området. Planklagenævnet bemærkede, at klageren ikke havde henvist til sammenlignelige ejendomme, hvor der var givet afslag på dispensation. Nævnet fastslog desuden, at en kommune kan ændre praksis med virkning for fremtiden, og at eventuelle tidligere afslag ikke forpligter kommunen til at give afslag i den aktuelle sag. Derfor kunne nævnet ikke give medhold i dette klagepunkt.

Konkret vurdering

Klageren mente, at kommunen havde undladt at foretage en konkret vurdering, herunder af spørgsmålet om fysisk lovliggørelse og alternativer. Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde foretaget en konkret og individuel vurdering af den ansøgte lovliggørende dispensation. Kommunen havde i sin afgørelse lagt vægt på, at dispensationen var nødvendig for at udnytte matriklen til boligformål, at parkeringsbehovet var normalt og kunne afvikles via offentlige pladser, samt at den forøgede parkering ikke ville medføre væsentlige gener. Nævnet fandt, at denne vurdering var baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Derfor kunne nævnet heller ikke give medhold i dette klagepunkt.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Lignende afgørelser