Planklagenævnets afgørelse om dispensation og påbud vedrørende fortov og grøft i Allerød Kommune

Krav om dispensation og hjemmel til påbud

Klagerne anførte, at lokalplanen ikke medfører handlepligt, og at kommunen havde udvist passivitet ved ikke at håndhæve lokalplanens § 10.1 tidligere. Planklagenævnet fastslog, at lokalplanbestemmelser er bindende, jf. Planlovens § 18, og at dispositioner, der ikke er i overensstemmelse hermed, kræver dispensation, jf. Planlovens § 19.

Nævnet vurderede, at fortov og vejgrøft har karakter af fællesanlæg i henhold til Planlovens § 15, stk. 2, nr. 12. Kommunen havde derfor hjemmel til at fastsætte lokalplanens § 10.1, som betinger ibrugtagning af ny bebyggelse af etablering af disse anlæg. Undladelse af at etablere fortov og grøft kræver således dispensation fra lokalplanens § 10.1, jf. § 5.2.

Planklagenævnet bemærkede, at kommunens afslag på dispensation er en skønsmæssig vurdering, som nævnet ikke kan efterprøve. Nævnet fandt desuden, at kommunen havde hjemmel til at give påbud om etablering af fortov og grøft. Det forhold, at kommunen ikke tidligere havde håndhævet kravet i forbindelse med ibrugtagning af huse i etape 1, afskærer ikke kommunen fra at håndhæve lokalplanen på et senere tidspunkt, da Planlovens § 15, stk. 2, nr. 12 ikke fastsætter en specifik frist for håndhævelse.

Påbud til rette adressater

Klagerne gjorde gældende, at påbuddet også burde have været rettet til brugerne af arealet eller dem, der havde taget deres huse i brug. Planklagenævnet fastslog, at det påhviler ejeren af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold, jf. Planlovens § 63, stk. 1. Nævnet vurderede, at den manglende etablering af fortov og grøft ikke er omfattet af udtrykket "ulovlig brug af ejendommen". Derfor var ejerne af matriklen de rette adressater for påbuddet, og kommunen handlede korrekt ved kun at sende varsel og påbud til dem.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Allerød Kommunes afslag på dispensation af 11. august 2022 og heller ikke i klagen over kommunens påbud af 1. september 2022. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Skive Kommune gav afslag på dispensationen med henvisning til, at etableringen af stien var i strid med lokalplanens § 3.5, som fastsætter, at området skal anvendes til boligformål. Kommunen vurderede, at stien var i strid med lokalplanens principper og formål, især hensynet til naboerne, som ifølge kommunen ikke i tilstrækkelig grad blev tilgodeset. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Planloven § 19, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at give afslag på dispensation, da lokalplanområdet havde ændret karakter fra et feriecenter til et naturområde med stier, legeplads, sø og boligområde, hvilket betød, at lokalplanen ikke længere eksisterede efter sit oprindelige indhold. Klageren accepterede kommunens nye linjeføring af stien, som nu placeres sydvest for naboejendommen og den private fællesvej. Klageren bestred også kommunens skønsmæssige vurdering af, at nabohensyn ikke blev tilgodeset, idet afstanden til naboerne var uændret, og der allerede fandtes andre stier tæt på naboer i området.