Dispensation til udstykning inden for strandbeskyttelseslinjen gives under hensyn til eksisterende ejerlejligheder og bygningsmæssige forhold

Vurdering af forskelsbehandling

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at Kystdirektoratets afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at det i nævnets praksis tillægges betydelig vægt, hvorvidt der opstår en ny selvstændig ejendom med adgang til kysten. Den tidligere afgørelse vedrørende nabomatriklen fra 1999 blev ikke anset for bindende, da den ikke havde inddraget betydningen af kystadgang og ikke var prøvet af det daværende klagenævn.

Anvendelse af dispensationsbestemmelser

Nævnet vurderede, at den ansøgte udstykning ikke var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 5, da denne undtagelsesbestemmelse kun omfatter ejendomme med flere sommerhuse på lejet grund, hvilket ikke var tilfældet her. Sagen skulle derfor bedømmes efter den almindelige restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.

Særligt tilfælde og dispensation

Et enigt Miljø- og Fødevareklagenævn fandt, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Ejendommen har siden 1993 været opdelt i to ejerlejligheder.
• Den eksisterende bebyggelse er opført på blød bund og er ubeboelig.
• En udstykning og fastlæggelse af nyt skel ville tillade opførelsen af to selvstændige sommerhuse på punktfundamenter, som ville fremstå mindre skæmmende i landskabet fra kysten.
• Det ansøgte ville ikke medføre en øget belastning af det strandbeskyttede areal, da der allerede eksisterede to selvstændige ejendomme med adgang til kysten.

Vurdering af Natura 2000 og bilag IV-arter

Nævnet vurderede, at det ansøgte projekt ikke ville påvirke Natura 2000-områder væsentligt eller medføre beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Dette blev vurderet i henhold til Bekendtgørelse om udpegning og administration i internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 6, stk. 1 og Bekendtgørelse om udpegning og administration i internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 10, stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde vægt på den betydelige afstand til nærmeste Natura 2000-område og vurderede, at lokaliteten ikke var yngle- eller rasteområde for bilag IV-arter.

• Naturstyrelsen afslog ansøgningen med henvisning til Naturbeskyttelseslovens § 15, der forbyder udstykning inden for strandbeskyttelseslinjen.
• Der kan kun dispenseres i særlige tilfælde, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
• Naturstyrelsen vurderede, at der ikke forelå en særlig begrundelse for at meddele dispensation, og at en dispensation kunne skabe præcedens.