Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 44-296, Højager – Smedebakken

Odense Kommune meddelte den 22. juni 2022 dispensation fra lokalplan nr. 44-296, Højager – Smedebakken, til en overskridelse af det bebyggede areal på ejendommen [A1], 5270 Odense N. Kommunen traf samtidig afgørelse om, at bebyggelsen i øvrigt var i overensstemmelse med lokalplanen. En nabo klagede over afgørelsen. Planklagenævnet har behandlet spørgsmål om, hvorvidt forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. planlovens § 18, eller krævede dispensation fra lokalplanens §§ 7.5, 7.6 og 7.7. Desuden blev det vurderet, om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. planlovens § 19, og om reglerne om partshøring var overholdt, jf. forvaltningslovens § 19. Planklagenævnet har ikke behandlet de øvrige klagepunkter i sagen. Nævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse er gældende.

Ejendommen og lokalplanen

Klagen vedrører bebyggelsen på ejendommen [A1], matr.nr. [F2], som er omfattet af lokalplan nr. 44-296, Højager – Smedebakken, og ligger i delområde C. Lokalplanens formål er at sikre en helhedsvurdering af områdets arealer, særligt ud fra miljømæssige synspunkter, samt at sikre arealer til offentlige formål, lokal service og erhvervsbebyggelse.

Lokalplanen fastsætter i § 7 om bebyggelsens omfang og placering i delområde C følgende:

• § 7.5: Bygningernes rumfang må ikke overstige 2 m³ pr. m² grundareal, og det bebyggede areal må ikke overstige 40% af grundarealet.
• § 7.6: Intet punkt af en bygnings ydervæg eller tag må hæves mere end 10 m over det omgivende terræn.
• § 7.7: På matr.nr. [F1] må der mod nord ikke opføres bygninger mellem skel og en byggelinje fastlagt i en afstand af 40 m fra vejskel eller naboskel.

Sagens forløb før kommunens afgørelse

Den 22. november 2019 traf Odense Kommune afgørelse om, at opførelsen af en bygning på 30 m² på ejendommen var i overensstemmelse med lokalplanen. Denne afgørelse blev påklaget til Planklagenævnet, som den 1. maj 2020 ophævede og hjemviste kommunens afgørelse til fornyet behandling, da byggeriet krævede dispensation fra lokalplanens § 7.5.

Den påklagede afgørelse

Den 22. juni 2022 gav kommunen byggetilladelse til et skur på 30 m², en overdækning på 60 m² samt en tilbygning på 17 m² til en eksisterende hal. Samtidig blev der givet dispensation til en overskridelse af det bebyggede areal med 1,8 procent.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Odense Kommunes afgørelse af 22. juni 2022. Dette betyder, at kommunens dispensation fra lokalplan nr. 44-296 til en overskridelse af det bebyggede areal på ejendommen [A1] samt kommunens afgørelse om, at bebyggelsen i øvrigt er i overensstemmelse med lokalplanen, fastholdes.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. En byggetilladelse forstås som en afgørelse om, at projektet er i overensstemmelse med lokalplanen, ud over de bestemmelser, der eventuelt er dispenseret fra.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Nævnet fastslog, at det bebyggede areal ikke var i overensstemmelse med lokalplanen og derfor krævede dispensation efter planlovens § 19.

Vedrørende højde og afstand til skel fandt nævnet, at skurets højde på 4,1 m over naturligt terræn var i overensstemmelse med lokalplanens § 7.6, som tillader en bygningshøjde på op til 10 m. Derfor krævedes ingen dispensation. Lokalplanens § 7.7 regulerer desuden kun bygninger på matr.nr. [F1] og ikke på klagerens ejendom (matr.nr. [F2]), hvorfor forholdet også her var i overensstemmelse med lokalplanen og ikke krævede dispensation.

Mulighed for at give dispensation

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 7.5 om bebygget areal ikke er en del af planens principper. Dette skyldes, at bestemmelsen er bebyggelsesregulerende og ikke er henvist til i formålsbestemmelsen, ligesom der ikke var andre holdepunkter for at anse den for en del af planens principper. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. planlovens § 19, stk. 1.

Partshøring

Klageren mente, at dispensationen ikke overholdt forvaltningsloven, idet klageren burde være partshørt i forhold til dispensationen fra lokalplanens § 7.5. Nævnet fandt dog, at klageren ikke havde den fornødne væsentlige og individuelle interesse til at være part i sagen, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Dette blev begrundet med afstanden fra de ansøgte bygninger til klagerens bolig (ca. 11 m fra skuret og ca. 18 m fra tilbygningen/overdækningen), at ejendommen fortsat anvendes til erhverv, og at der ikke etableres vinduer mod klagerens ejendom. Derfor ville dispensationen ikke medføre konkrete og væsentlige indbliks- eller skyggegener for klageren. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre klageren.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende tilsyn med bygningernes størrelse, da dette falder uden for nævnets kompetence. Kommunerne fører tilsyn efter planlovens § 51, stk. 1, men nævnet kan ikke tage stilling til selve udøvelsen af tilsynspligten. Klagepunkter vedrørende byggelovgivningen blev heller ikke behandlet, da dette er Byggeklageenhedens kompetenceområde.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.