Klage over bortfald af tilsagn om tilskud til investering i nye teknologier inden for fødevareforarbejdning

En tilsagnshaver ansøgte den 13. juli 2013 om tilskud til investering i en højteknologisk pakkelinje til ost og forædlingsprocesser. Projektperioden var fastsat fra den 26. juli 2013 til den 31. december 2014. Til projektet indgik tilsagnshaver købekontrakter med ejendomsforbehold, hvor en finansieringsvirksomhed betalte 80 % af købesummen direkte til leverandørerne, mens tilsagnshaver selv betalte de resterende 20 %.

Landbrugsstyrelsen meddelte tilsagn om tilskud den 4. november 2013, under forudsætning af, at alle udgifter blev afholdt og betalt af tilsagnshaver inden for projektperioden. Den 6. maj 2015 indsendte tilsagnshaver anmodning om slutudbetaling.

Landbrugsstyrelsens afgørelse

Landbrugsstyrelsen traf den 29. april 2022 afgørelse om bortfald af tilsagnet. Begrundelsen var, at 80 % af købesummen var betalt af finansieringsselskabet direkte til leverandøren og ikke af tilsagnshaver. Styrelsen henviste til, at tilsagnet bortfalder, hvis betingelserne for tilskud ikke er opfyldt, og hvis projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet, jf. Bekendtgørelse om tilskud til investering i nye teknologier indenfor forarbejdning i fødevaresektoren § 18, stk. 1, nr. 1 og nr. 3. Desuden var den samlede købesum ikke fuldt ud betalt inden for projektperioden, da afdragene strakte sig ud over denne.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Tilsagnshaver påklagede afgørelsen den 19. maj 2022 med følgende hovedpunkter:

• Tilsagnshaver har båret alle finansielle omkostninger inden for projektperioden.
• Landbrugsstyrelsen havde godkendt den anvendte finansieringsform.
• Landbrugsstyrelsen havde bindende tilkendegivet, at tilsagnshaver kunne få udbetalt en del af støttebeløbet.
• Støttebeløbet skulle tilskrives renter fra udbetalingsanmodningen eller klagetidspunktet, jf. Renteloven § 8, stk. 1 eller Renteloven § 3, stk. 2.

Tilsagnshaver anførte, at det afgørende var fuldstændig betaling til leverandørerne inden for projektperioden, og at det var kunstigt at påstå, at 80 % af købesummen var betalt af finansieringsselskabet. Tilsagnshaver henviste til, at der var søgt og modtaget fuld momsgodtgørelse for den fulde støtteberettigede købesum. Desuden påpegede tilsagnshaver, at Landbrugsstyrelsen forud for valget af finansieringsform havde godkendt denne, og at en medarbejder havde bekræftet, at den ikke stred mod tilsagnets vilkår. Tilsagnshaver mente at have indrettet sig i tillid hertil. Endvidere oplyste tilsagnshaver, at en enhedschef fra styrelsen telefonisk havde meddelt, at en del af støttebeløbet kunne udbetales, svarende til de afholdte afdrag inden for projektperioden.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 29. april 2022 om bortfald af tilsagn af 4. november 2013. Nævnet havde ikke kompetence til at behandle klagen vedrørende Landbrugsstyrelsens sagsbehandling, herunder sagsbehandlingstiden, da dette ikke er en afgørelse efter Lov om Landdistriktsfonden § 13 a, stk. 1.

Bortfald af tilsagn

Nævnet fandt, at tilsagn om tilskud skulle bortfalde, jf. Bekendtgørelse om tilskud til investering i nye teknologier indenfor forarbejdning i fødevaresektoren § 18, stk. 1, nr. 3. Dette skyldtes, at projektet ikke var gennemført i overensstemmelse med tilsagnet af 4. november 2013. Nævnet lagde vægt på, at 80 % af udgifterne til projektet var betalt af en finansieringsvirksomhed, og at tilsagnshaver ikke selv havde ejerskab til den konto, pengene blev overført fra. Dette stred mod tilsagnets bilag 1, punkt 4, hvorefter alle udgifter skulle afholdes og betales af tilsagnshaver. Nævnet inddrog Østre Landsrets dom af 11. november 2020, som støttede denne fortolkning af betalingskravet.

Berettigede forventninger

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at tilsagnshaver ikke havde haft en berettiget forventning om at få udbetalt tilskud til projektet. Nævnet vurderede, at det ud fra ordlyden af Bekendtgørelse om tilskud til investering i nye teknologier indenfor forarbejdning i fødevaresektoren § 18, stk. 1, nr. 3 og tilsagnets bilag 1, punkt 4, måtte have stået klart for tilsagnshaver, at udgifterne skulle betales af tilsagnshaver selv, og at tilsagnet i modsat fald ville bortfalde. En eventuel godkendelse af finansieringsformen var ikke ensbetydende med en godkendelse af, at betalingen af projektudgifterne blev erlagt af en anden end tilsagnshaver i strid med tilsagnet. Nævnet fandt ikke holdepunkter for, at styrelsen konkret skulle have godkendt overførsel af købesummen direkte fra finansieringsvirksomheden til sælger.

Da tilsagnet bortfaldt, fandt nævnet ikke grundlag for at vurdere, hvorvidt og i hvilket omfang tilskudsbeløbet kunne tilskrives renter.