Afslag på landzonetilladelse til nyt stuehus på grund af placering og udformning i værdifuldt landskab

Sagen omhandler Stevns Kommunes afslag på en landzonetilladelse til opførelse af et nyt enfamiliehus og et garageanlæg på en landbrugsejendom. Ejeren af ejendommen på ca. 15 ha ønskede at nedrive den eksisterende bygningsmasse på ca. 751 m² og opføre et nyt enfamiliehus på ca. 315 m² fordelt på to etager samt et garageanlæg på ca. 250 m².

Ansøgning og ejendommens placering

Den ansøgte placering for det nye enfamiliehus var ca. 43 meter øst for den eksisterende bebyggelse, mens garagen skulle placeres ca. 42 meter nord for det nye hus. Ejendommen er beliggende i landzone og er i kommuneplanen udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde og delvist som større sammenhængende landskab.

Kommunens afslag

Stevns Kommune meddelte afslag på ansøgningen med henvisning til Planloven § 35, stk. 1. Kommunen lagde vægt på, at byggeriet med to fulde etager var i strid med kommuneplanens retningslinjer. Desuden fandt kommunen, at byggeriet, grundet sin placering og udformning, ville fremstå dominerende i landskabet og stå i skarp kontrast til områdets øvrige gårde. Der var heller ikke redegjort for, hvorfor byggeriet ikke kunne placeres inden for de hidtidige bebyggelsesarealer. Ejeren klagede efterfølgende over afgørelsen til Planklagenævnet.

Planklagenævnet stadfæster Stevns Kommunes afgørelse. Selvom opførelse af et stuehus på en landbrugsejendom som udgangspunkt er erhvervsmæssigt nødvendigt og dermed undtaget fra kravet om landzonetilladelse, jf. Planloven § 36, stk. 1, nr. 3, kræver beliggenhed og udformning en særskilt tilladelse, når byggeriet opføres uden for ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.

Nævnets vurdering af placering og udformning

Planklagenævnet vurderer, at kommunen havde ret til at give afslag på den ansøgte placering og udformning i henhold til Planloven § 36, stk. 2. Nævnet lægger vægt på, at den nye bebyggelse ønskes opført ca. 43 meter fra det eksisterende bebyggelsesareal i et område med væsentlige landskabelige beskyttelseshensyn. En sådan placering, der afviger fra områdets øvrige bebyggelsesmønster, ville medføre en uønsket spredning af bebyggelse i det åbne land. Nævnet finder derfor, at en tilladelse ville være i strid med de hensyn, som landzonebestemmelserne skal varetage. Afgørelsen om at nægte tilladelse til den konkrete placering og udformning var således berettiget.