Afgørelse om klage over dispensation til opførelse af enfamiliehus i fredningsområde

Guldborgsund Kommune afslog den 4. juli 2022 en ansøgning om lovliggørende dispensation til et hegn på ejendommen [adresse1]. Afslaget var begrundet i, at hegnet stred mod bestemmelserne i lokalplan nr. 132, Nysted, som omfatter ejendommen i delområde 2.

Lokalplanens bestemmelser

Lokalplanen indeholder specifikke krav til ubebyggede arealer og hegning:

• § 9.2.5: Enhver ændring eller etablering af hegning forudsætter Byrådets tilladelse.
• § 9.3.2: Langs Strandvejen skal hegnes med tremmestakit, granit- og teglmure, klippet hæk eller lignende, der ikke er højere end ca. 100-120 cm. Stakitter skal males hvide.
• § 9.4.1: Ved bygninger i skel mod vej, sti, naboskel og offentlige arealer må hegning mellem bygninger ikke overstige 1,80 m. Specifikke materialer som lodretstillede brædder i stakit, plankeværk, murværk afsluttet med teglsten og levende hegn kan godkendes. Træhegn skal males med dækkende farve.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen vurderede, at det opførte hegn var i strid med lokalplanens § 9.2.5, § 9.3.2 og § 9.4.1. Afslaget blev yderligere begrundet med, at hegnet ikke indgik naturligt i området, som primært består af levende hække funderet af granitmure, og at hegnet heller ikke harmonerede med ejendommens type, alder og byggestil.

Ejeren klagede over afgørelsen, og Planklagenævnet behandlede spørgsmålet om, hvorvidt forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller om det krævede dispensation.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Guldborgsund Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation for hegnet på ejendommen [adresse1] blev stadfæstet.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige principper.

Vurdering af dispensationskrav

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var truffet på et forkert grundlag, idet lokalplanens § 9.3.2 og § 9.4.1 ikke fandt anvendelse. Klageren anerkendte, at hegnet krævede tilladelse efter lokalplanens § 9.2.5, men mente, at forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanens øvrige bestemmelser.

Planklagenævnet fastslog, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation efter Planloven § 19 og forudgående naboorientering efter Planloven § 20.

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 9.2.5, som kræver byrådets tilladelse til enhver ændring eller etablering af hegning, er en dispensationsbestemmelse, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 18. Dette betyder, at etablering af hegn altid kræver tilladelse/dispensation efter lokalplanen. Lokalplanens § 9.3.2 og § 9.4.1 er generelle bestemmelser, der ikke tilsidesætter kravet om godkendelse i § 9.2.5. Kommunen kan inddrage hensynene bag disse generelle bestemmelser i sin vurdering af, om der bør gives tilladelse, men er ikke afskåret fra at give afslag, selvom den ansøgte ændring måtte være i overensstemmelse med ordlyden af de generelle bestemmelser.

Planklagenævnet konkluderede, at etablering af hegn ikke er umiddelbart tilladt og derfor kræver dispensation. Selve afslaget på dispensation er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1, og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.