Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til indretning af bolig i Frederikssund Kommune

Frederikssund Kommune afslog den 16. maj 2022 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 36 B, Sønderby, til indretning af en bolig i en tidligere driftsbygning på ejendommen [adresse1]. Ejendommens ejer klagede over denne afgørelse.

Ejendommen og Lokalplanen

Ejendommen er beliggende i delområde B under lokalplan nr. 36 B, Sønderby, som blev vedtaget den 16. februar 1983. Lokalplanens § 3 opdeler området i delområder, hvor delområde B er udlagt til landbrug.

Lokalplanens § 3.3 fastsætter, at:

• Område B kun må anvendes til landbrug og lignende landzoneerhverv.
• Bygninger, der ikke længere er nødvendige for landbrugsdriften, kan efter kommunens tilladelse anvendes til mindre værksteds- og lagervirksomhed og lignende, forudsat at det ikke medfører gener for omboende.

Kommunens Afgørelse

Kommunen begrundede afslaget med, at den ansøgte boligindretning var i strid med lokalplanens principper, da § 3.3 er en anvendelsesbestemmelse. Kommunen vurderede, at en bolig ikke ligger tilstrækkeligt tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse til, at der kunne dispenseres.

Klagen

Klageren anførte, at:

• Forholdet enten var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18 eller krævede dispensation fra lokalplanens § 3.3.
• Kommunen havde hjemmel til at give dispensation i henhold til Planloven § 19.
• Kommunen havde overtrådt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip, idet der tidligere var givet landzonetilladelse til lignende indretninger på en anden ejendom i samme delområde.
• Det ansøgte var en lovlig indretning som følge af Planloven § 37, jf. Planloven § 38, og at kommunen ikke havde overholdt indsigelsesfristen.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Frederikssund Kommunes afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets Kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Vurdering af Dispensation og Lokalplanens Principper

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 3.3, 2. pkt., er en dispensationsbestemmelse, der giver kommunen mulighed for at tillade mindre værksteds- og lagervirksomhed. Indretning af en bolig kræver derfor dispensation efter Planloven § 19, stk. 1.

Planklagenævnet fandt, at den ansøgte anvendelse til bolig på 173 m2 ikke ligger "meget tæt" på den umiddelbart tilladte anvendelse til landbrug eller de dispensationsmuligheder, der er givet for værksteds- og lagervirksomhed i lokalplanens § 3.3. En dispensation til bolig ville derfor være i strid med lokalplanens principper, og kommunen havde dermed ikke hjemmel til at give dispensation.

Lighedsgrundsætningen

Vedrørende klagerens henvisning til lighedsgrundsætningen fastslog Planklagenævnet, at selvom kommunen tidligere måtte have givet lignende tilladelser, kan dette ikke medføre et krav om dispensation i strid med Planloven § 19, da kommunen ikke har hjemmel til at dispensere i dette tilfælde. Lighedsgrundsætningen kan ikke føre til, at der dispenseres i strid med loven.

Undtagelse fra Landzonetilladelse

Planklagenævnet afviste klagerens argument om, at forholdet var lovligt som følge af anmeldelse efter Planloven § 37, stk. 1, jf. Planloven § 38. Nævnet fastslog, at selvom betingelserne for ibrugtagning af en overflødiggjort landbrugsbygning måtte være opfyldt, og selvom kommunen måtte have undladt at reagere på en anmeldelse, medfører dette ikke, at forholdet er umiddelbart tilladt efter lokalplanen, eller at klageren har krav på dispensation fra lokalplanen.