Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om ophævelse af Randers Kommunes tilladelse til nedlæggelse af markvej

Sagen omhandler Randers Kommunes afgørelse af 31. maj 2022 om tilladelse til nedlæggelse af en markvej på matr. nr. [M1] Dronningborg Hgd., Dronningborg. Markvejen, der er ca. 600 meter lang og 3 meter bred, forbinder et nybygget boligområde ved [A2] med Dronningborg Allé ved Dronningborg Skov, som er fredskov. Vejen blev etableret i 2015/2016 som en midlertidig byggevej i forbindelse med opførelse af parcelhuse, da der ikke var adgang via den private fællesvej [A3].

Randers Kommune vurderede, at markvejen var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 26 a, da den er en permanent menneskeskabt færdselsbane, gennemgående og med rekreativ værdi. Kommunen havde i oktober 2020 truffet afgørelse om offentlighedens adgang til vejen efter Naturbeskyttelseslovens § 26, stk. 1. Kommunen tillod nedlæggelsen med henvisning til ejerens berettigede forventning om at kunne nedlægge vejen efter byggeprojektets afslutning, samt en forventet forlængelse af [A1], der ville overskære vejen.

Klagen fra Friluftsrådet

Friluftsrådet påklagede afgørelsen den 27. juni 2022. Klager var enig i, at vejen var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 26 a, men anførte, at betingelserne for at hindre offentlighedens adgang ikke var opfyldt. Friluftsrådet fremhævede vejens store rekreative betydning som en forbindelsesvej mellem beboelsesområder og naturområder, herunder Dronningborg Skov. Det blev anført, at færdsel ikke var til gene for erhvervsmæssig udnyttelse, privatlivets fred eller beskyttelse af plante- og dyreliv. Den fremtidige forlængelse af [A1] kunne ifølge klager heller ikke begrunde en nedlæggelse.

Randers Kommunes bemærkninger

Randers Kommune fastholdt sin afgørelse og fremsendte supplerende dokumenter, herunder en deklaration om vejret fra 2015 og lokalplan 590. Disse dokumenter bekræftede, at vejen var anlagt som en midlertidig byggevej, og at ejeren var pålagt at skilte med dette for at forhindre uhensigtsmæssig trafik. Lokalplanen specificerede, at vejen skulle vejbetjene området midlertidigt i anlægsfasen, hvorefter vejadgang skulle ske fra syd. Kommunen havde tidligere påbudt fjernelse af skilte, der forbød offentlig adgang, og vurderede, at vejen var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 26, stk. 1 om offentlig adgang.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Randers Kommunes afgørelse af 31. maj 2022 om tilladelse til nedlæggelse af markvejen. Nævnet fandt, at Randers Kommune ikke havde den fornødne hjemmel til at træffe afgørelsen, da markvejen ikke var omfattet af vej- og stibegrebet i Naturbeskyttelseslovens § 26 a.

Vurdering af vejens karakter

Nævnet lagde vægt på, at markvejen var etableret med det specifikke formål at fungere som en midlertidig byggevej/arbejdsvej i forbindelse med et byggeprojekt. Dette fremgik tydeligt af lokalplanen for området og den tinglyste deklaration om vejret fra 2015, som beskrev vejen som midlertidig og tidsmæssigt afgrænset til anlægsfasen. Etableringen var nødvendig på grund af jordbundsforhold og manglende adgang via [A3]. Ejeren var desuden pålagt at opsætte skiltning, der informerede om vejens midlertidige karakter.

Midlertidighed og offentlig adgang

Selvom vejen havde eksisteret i flere år og været benyttet af offentligheden, ændrede dette ikke dens midlertidige karakter. Nævnet bemærkede, at vejen kun havde eksisteret i den forudsatte anlægsfase, og at ansøger straks efter projektets afslutning havde tilkendegivet ønske om nedlæggelse. Ejeren havde desuden forsøgt at opretholde vejens status som midlertidig byggevej gennem skiltning, som kun blev fjernet efter et påbud fra Randers Kommune i oktober 2020. Under disse omstændigheder, hvor vejens formål som midlertidig byggevej var opretholdt, og nedlæggelsen var forudsat i lokalplanen, vurderede nævnet, at vejen ikke var en permanent, menneskeskabt færdselsbane omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 26 a.

Konklusion

Da markvejen ikke faldt ind under lovens anvendelsesområde for permanente veje, var der ingen hindring for dens nedlæggelse i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 26 a. Randers Kommune havde derfor ikke hjemmel til at træffe afgørelse om tilladelse til nedlæggelse efter denne bestemmelse, og kommunens afgørelse blev ophævet. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.