Trafikselskab dømt for handicapdiskrimination: Manglende tilgængelighed for blind passager i Plustur-ordning

En blind person, der er medlem af Dansk Blindesamfund, ønskede i januar 2020 at benytte den kollektive transportordning Plustur som led i sit arbejde som selvstændig. Plustur er en flextrafik- og samkørselsordning, der anvendes i områder, hvor bus og tog ikke dækker hele rejsen, og hvor passageren som udgangspunkt selv skal finde vognen ved opsamlingsstedet.

Udfordringer ved afhentning og manglende vejledning

Da klageren undersøgte sine rejsemuligheder via Rejseplanen, blev han opmærksom på, at afhentningen foregik på specifikke adresser, såsom en station. For en blind person er det imidlertid vanskeligt at orientere sig og lokalisere en specifik vogn på en åben plads eller station uden præcis anvisning. Ved telefonisk kontakt til trafikselskabet forud for rejsen fik klageren oplyst, at der ikke var en løsning på dette problem, og at personer med handicap ikke var tænkt ind i ordningen.

Parternes argumenter og påstande

Klageren har gjort gældende, at ordningen udgør indirekte forskelsbehandling i strid med Handicapdiskriminationsloven § 5. Han anførte, at den manglende præcision i afhentningsoplysningerne reelt udelukker blinde fra at benytte ordningen.

Indklagede trafikselskab argumenterede for:

• At konceptet er indrettet til at være tilgængeligt for alle.
• At chauffører er instrueret i at kontakte kunden telefonisk, hvis de ikke kan finde hinanden.
• At det var en forkert oplysning, klageren fik telefonisk, da handicap i princippet er tænkt ind i ordningen.

Sagen rejser spørgsmålet om, hvorvidt de praktiske omstændigheder og den givne information omkring ordningen lever op til forbuddet mod forskelsbehandling efter Handicapdiskriminationsloven § 2.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at trafikselskabet havde handlet i strid med Handicapdiskriminationsloven § 5. Trafikselskabet blev pålagt at betale en godtgørelse på 10.000 kr. til klageren.

Nævnets vurdering af de faktiske omstændigheder

Nævnet lagde indledningsvist til grund, at klageren har et handicap i lovens forstand. Ved anvendelse af reglerne om delt bevisbyrde i Handicapdiskriminationsloven § 10 fandt nævnet, at der var påvist faktiske omstændigheder, som skabte en formodning for indirekte forskelsbehandling. Dette skyldtes, at praksis med blot at angive en overordnet adresse for afhentning stiller blinde og svagtseende ringere end seende.

Begrundelse for manglende saglighed