Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til garage på [A1], Virum

Lyngby-Taarbæk Kommune afslog den 21. april 2022 en ansøgning om dispensation til en allerede opført garage på ejendommen [A1], 2830 Virum, og meddelte samtidig et påbud om fysisk lovliggørelse. Ejendommens ejere klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 64, "Et villaområde omkring Kollelev Mose i Virum bydel", delområde A. Lokalplanens formål er blandt andet at fastholde områdets grønne præg og eksisterende miljø. Specifikt fastsætter lokalplanens § 5.2.2 en byggelinje på 12,5 meter fra vejmidten langs [A1], og lokalplanens redegørelse præciserer, at al bebyggelse, herunder carporte, skal placeres bag denne byggelinje for at bevare det grønne præg.

Den omstridte garage er opført cirka 8,77 meter fra vejmidten, hvilket er i strid med den fastsatte byggelinje.

Kommunens afgørelse

Kommunen begrundede sit afslag på dispensation med, at en dispensation ville stride mod lokalplanens principper, herunder formålet om at fastholde det eksisterende miljø. Kommunen vurderede, at der ikke forelå særlige forhold på ejendommen, der kunne tilsidesætte lokalplanens forbud. Det blev fremhævet, at garagen, trods placering bag en hæk, fremstår som en massiv bygning (2,6-4,6 meter høj, 2,7 meter fra vejskel), hvilket ikke var hensigtsmæssigt i forhold til lokalplanens intentioner og kunne skabe uønsket præcedens. Kommunen anførte desuden, at der var mulighed for alternativ placering af garagen på grunden.

Klagen til Planklagenævnet

Klagerne anførte, at garagen var i overensstemmelse med lokalplanens formål, og at kommunen derfor havde hjemmel til at dispensere. De gjorde også gældende, at kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse på grund af myndighedspassivitet og/eller indrettelseshensyn, idet de først sent blev bekendt med sagens omfang. Endvidere påberåbte klagerne sig proportionalitetsprincippet og hensynet til værdispild, da nedrivning og genopførelse ville medføre betydelige omkostninger. Endelig henviste klagerne til lighedsgrundsætningen, idet de mente, at kommunen i en sammenlignelig sag tidligere havde givet dispensation.

Planklagenævnet behandlede de retlige spørgsmål vedrørende kommunens hjemmel til at dispensere, spørgsmålet om fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse, overholdelse af proportionalitets- og værdispildsprincipperne samt lighedsgrundsætningen. Nævnet har kompetence til at prøve retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse om afslag på dispensation og påbud om lovliggørelse står ved magt.

Mulighed for dispensation

Nævnet fastslog, at lokalplanens § 5.2.2, der regulerer byggelinjen, ikke er en del af lokalplanens principper. Dette betyder, at kommunen i princippet har mulighed for at dispensere fra bestemmelsen efter Planloven § 19, stk. 1. Selvom kommunen fejlagtigt havde anført, at dispensation ville stride mod planens principper, havde den foretaget en konkret skønsmæssig vurdering af, om den ønskede at dispensere. Denne skønsmæssige vurdering kan Planklagenævnet ikke efterprøve, men den skal overholde almindelige forvaltningsretlige principper.

Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse på grund af myndighedspassivitet eller indrettelseshensyn. Kommunen havde i 2016 gjort klagernes daværende repræsentant opmærksom på, at "carporten" (garagen) var ukendt og krævede ansøgning, samt at ejendommen var omfattet af en lokalplan med restriktive bestemmelser. Nævnet vurderede dog, at kommunen ikke udtrykkeligt havde gjort klagerne bekendt med, at der var indledt en undersøgelse af et ulovligt forhold. Derfor havde klagerne ikke haft grund til at tro, at kommunens tavshed var en accept. En periode på fire år blev desuden ikke anset for tilstrækkelig lang tid til at statuere indrettelseshensyn.

Proportionalitet og værdispild

Nævnet vurderede, at kommunens afslag på dispensation og påbud om lovliggørelse ikke var i strid med proportionalitetsprincippet. Hensynet til retshåndhævelsen og undgåelse af præcedensvirkning vejede tungere end klagernes anslåede udgifter til fysisk lovliggørelse og genopførelse på ikke under 500.000 kr. Overtrædelsen af byggelinjen blev ikke anset for ubetydelig.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde udvist usaglig forskelsbehandling. Den sammenlignelige sag, som klagerne henviste til, vedrørte en carport fra 1996, hvor dispensation blev givet i 2010. Kommunen havde oplyst, at dens praksis for dispensation fra byggelinjer langs veje er blevet mere restriktiv siden 2010, og at der ikke er givet dispensation fra lokalplanens § 5.2.2 siden da. Dette udgjorde en saglig begrundelse for forskelsbehandlingen.

Planklagenævnet kunne på baggrund af ovenstående ikke give medhold i klagen.