Planklagenævnets afgørelse om dispensation til altan i Sønderborg

Sønderborg Kommune traf den 4. maj 2022 afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 4.10-15, bevarende lokalplan for [A1], [A2] m.fl., til opførelse af en altan på ejendommen [A2] 25, 6400 Sønderborg. Kommunen vurderede samtidig, at bebyggelsesprocenten var i overensstemmelse med lokalplanen.

En nabo klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen. Nævnet fokuserede på følgende spørgsmål:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter Planlovens § 18 eller krævede dispensation fra lokalplanens §§ 5.3 og 6.6.17.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation i henhold til Planlovens § 19.
• Om reglerne for partshøring i Forvaltningslovens § 19 var overholdt.

Ejendommen og lokalplanen

Sagen omhandlede opførelsen af en ny og større altan på 52 m2, der skulle erstatte en eksisterende altan på ejendommen [A2] 25. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 4.10-15, som blev vedtaget den 24. marts 2021. Lokalplanens formål er at sikre etablering af tidssvarende ny- og erstatningsbyggeri, der tilpasses den stedbundne struktur og arkitektoniske fremtræden, med hensyntagen til kulturhistoriske interesser og bevaringsværdig bebyggelse.

Lokalplanen indeholder specifikke bestemmelser for delområde 3, hvor ejendommen ligger:

• Bebyggelsesprocent (§ 5.3): Må ikke overstige 40 for åben-lav bebyggelse.
• Altaner (§ 6.6.17): Kan etableres på bagsiden af huse, men skal underordne sig bygningens arkitektur, ikke svække bevaringsværdier, må ikke være søjleunderstøttede, og trækbånd skal etableres skjult.

Kommunens afgørelse

Sønderborg Kommune dispenserede fra lokalplanens § 6.6.17, da den ansøgte altan på 52 m2 var søjleunderstøttet, hvilket er i strid med bestemmelsen. Kommunen begrundede dispensationen med, at det skrånende terræn gjorde søjleunderstøtning nødvendig, og at altanen ikke ville svække hovedhusets arkitektoniske helhed eller bevaringsværdi. Samtidig blev der givet byggetilladelse til altanen.

Planklagenævnet ophævede Sønderborg Kommunes afgørelse om dispensation og dens vurdering af bebyggelsesprocenten. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet forstår en byggetilladelse som en afgørelse om, at projektet er i overensstemmelse med lokalplanen, medmindre der er dispenseret fra specifikke bestemmelser.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Nævnet vurderede, om altanen var umiddelbart tilladt eller krævede dispensation:

• Bebyggelsesprocent (§ 5.3): Klageren anførte, at altanen, som et overdækket areal, skulle medregnes i bebyggelsesprocenten, hvilket ville overskride den tilladte grænse på 40 %. Planklagenævnet fastslog, at beregningen af bebyggelsesprocenten skulle følge Bygningsreglement 2018 (BR18), da lokalplanen blev vedtaget i marts 2022. Ifølge BR18 § 455, stk. 4, nr. 2 medregnes åbne overdækninger, der overstiger 50 m², i etagearealet. Nævnet fandt, at den 52 m2 store altan, grundet dens størrelse og funktion som overdækning af arealet under den, skulle medregnes som en åben overdækning. Dette ville medføre en bebyggelsesprocent på 45 %, hvilket overskrider lokalplanens grænse på 40 % i Lokalplan nr. 4.10-15 § 5.3. Derfor krævede forholdet dispensation efter Planlovens § 19, stk. 1. Planklagenævnet ophævede kommunens afgørelse om, at bebyggelsesprocenten var i overensstemmelse med lokalplanen.
• Søjleunderstøttelse (§ 6.6.17): Da altanen var søjleunderstøttet, var den i strid med Lokalplan nr. 4.10-15 § 6.6.17 og krævede dispensation i henhold til Planlovens § 19.

Mulighed for at give dispensation

Nævnet vurderede, om kommunen havde hjemmel til at give dispensation. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Nævnet fandt, at lokalplanens Lokalplan nr. 4.10-15 § 6.6.17 ikke udgjorde en del af planens principper, da det var en bebyggelsesregulerende bestemmelse, der ikke var specifikt henvist til i formålsbestemmelsen. Kommunen havde derfor hjemmel til at give dispensation fra denne bestemmelse.

Partshøring

Klageren anførte, at der ville opstå væsentlige indbliksgener, og at kommunen burde have partshørt klageren. Planklagenævnet fastslog, at de almindelige regler om partshøring i Forvaltningslovens § 19 gælder. Nævnet vurderede, at klageren var part i sagen, da den væsentlige udvidelse af altanen mod klagerens ejendom ville medføre betydelige indbliksgener. Da kommunen ikke havde partshørt klageren, og da dette anses for en væsentlig mangel, der kan have påvirket afgørelsens indhold, fandt nævnet afgørelsen ugyldig.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet ophævede Sønderborg Kommunes afgørelse af 4. maj 2022 om dispensation og dens afgørelse om bebyggelsesprocentens overensstemmelse med lokalplanens Lokalplan nr. 4.10-15 § 5.3. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Kommunen skal ved genbehandling foretage partshøring og naboorientering af klageren, hvis den ønsker at dispensere fra lokalplanens Lokalplan nr. 4.10-15 §§ 5.3 og 6.6.17, jf. Forvaltningslovens § 19 og Planlovens § 20.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales.