Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til tagmateriale i Halsnæs Kommune

Halsnæs Kommune meddelte den 19. maj 2022 afslag på en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 07.26, Store Havelse landsby, vedrørende tagmaterialet på ejendommen [A1], 3310 Ølsted. Ejendommens ejer klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 07.26, som i § 8.5 fastsætter, at tagbelægning skal fremstå som røde teglsten, strå eller skiffer i sort eller grå. Den ansøgte tagbelægning i sort teglsten var ikke i overensstemmelse med lokalplanens krav om røde teglsten, strå eller skiffer i sort eller grå, og krævede derfor dispensation efter Planloven § 19.

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var i strid med det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip, da flere ejendomme i lokalplanområdet angiveligt havde sort tagmateriale. Planklagenævnet behandlede udelukkende dette retlige spørgsmål. Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Halsnæs Kommunes afgørelse om afslag på dispensation fastholdes.

Kommunens afgørelse om afslag på dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve. Dog skal kommunens afgørelse overholde almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen.

Lighedsgrundsætningen

Lighedsgrundsætningen indebærer, at sager, der i det væsentlige er ens, som udgangspunkt skal have samme resultat. Kommunen må ikke udøve usaglig forskelsbehandling, hvilket kræver en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse for at nå til forskellige resultater i sammenlignelige sager.

Klageren henviste til, at flere huse i lokalplanområdet, herunder fem i klagerens villakvarter, havde sort tagmateriale.

Vurdering af sammenlignelige forhold

Kommunen havde i 2006 givet dispensation til etablering af sorte teglsten på ejendommen [A2]. Kommunen begrundede denne dispensation med gårdens karakter, bygningsmasse, udformning og placering i landsbyen, som gjorde, at den kunne bære et matsort tegltag uden at ændre landsbypræget. Kommunen fremhævede, at klagerens ejendom ligger i et nyere villakvarter, og at forholdene derfor ikke var sammenlignelige. Planklagenævnet fandt på denne baggrund, at der ikke var tale om forhold, der i det væsentlige svarede til klagerens ansøgning, og at kommunens afslag derfor ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Vedrørende de øvrige ejendomme i lokalplanområdet med sort tagmateriale oplyste kommunen, at der ikke var givet dispensation eller tilladelse til disse forhold. Planklagenævnet fastslog, at det forhold, at kommunen ikke har forfulgt ulovlige forhold, ikke kan sidestilles med en stiltiende dispensationspraksis. Derfor fandt nævnet heller ikke her, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Konklusion

Planklagenævnet konkluderede, at afgørelsen i den konkrete sag ikke var et udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Planklagenævnet behandlede ikke spørgsmål om afgørelsens hensigtsmæssighed, herunder at klagerens ejendom oprindeligt var beklædt med blåsort eternittag, da dette ikke vedrører retlige forhold efter planloven.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.