Ophævelse og hjemvisning af afslag på dispensation til minivådområde inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til etablering af et minivådområde på en landbrugsejendom på Lolland. Kystdirektoratet meddelte afslag på ansøgningen, da de vurderede, at anlægget ville udgøre et fremmedelement i kystlandskabet og at hensynet til kvælstofreduktion ikke vejede tungere end beskyttelsesinteresserne.

Ansøgning og formål

Ansøger ønskede at etablere et minivådområde på ca. 0,33 ha for at reducere kvælstofudledningen fra et drænopland på 31 ha. Placeringen inden for strandbeskyttelseslinjen var ifølge ansøger nødvendig for at opfylde kravene til oplandets størrelse. Ansøger fremhævede desuden, at:

• Anlægget ville blive placeret bag et eksisterende dige, hvilket begrænser den visuelle påvirkning.
• Området i forvejen er præget af tekniske anlæg som vindmøller, pumper og kanaler.
• Minivådområdet har en væsentlig samfundsmæssig og miljømæssig værdi.

Kystdirektoratets afslag

Kystdirektoratet afslog ansøgningen med henvisning til, at etablering af tekniske anlæg som minivådområder er i strid med formålet med strandbeskyttelseslinjen. Direktoratet lagde vægt på, at en dispensation kunne skabe uønsket præcedens, og at der på landsplan findes mange muligheder for at placere minivådområder uden for de beskyttede kystzoner. De vurderede ikke, at sagen var sammenlignelig med en tidligere dispensation givet til en naboejendom.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Kystdirektoratets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet fandt, at der i den konkrete sag var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1.

Nævnet lagde vægt på, at minivådområdet er et miljøforbedrende tiltag af samfundsmæssig værdi, og at den valgte placering var begrundet i tekniske krav til oplandets størrelse. Desuden blev der taget hensyn til, at anlægget skulle placeres bag et eksisterende dige i et område, der i forvejen indeholdt tekniske installationer.

Manglende vurderinger fra Kystdirektoratet

Hjemvisningen skyldtes dog primært, at Kystdirektoratet havde undladt at foretage en række nødvendige vurderinger, før der kunne træffes afgørelse. Kystdirektoratet havde ikke selvstændigt vurderet:

• Om projektet kunne påvirke det nærliggende Natura 2000-område væsentligt, jf. Habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1.
• Om projektet ville beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for beskyttede arter (bilag IV-arter), jf. Habitatbekendtgørelsens § 10.
• Om projektet var omfattet af krav om en miljøvurdering (VVM) efter Miljøvurderingsloven § 16.

Nævnet fastslog, at det ikke var tilstrækkeligt, at Kystdirektoratet blot henviste til en afgørelse fra Lolland Kommune. Som kompetent myndighed for dispensationen var direktoratet forpligtet til selv at foretage disse vurderinger. Sagen blev derfor hjemvist, så Kystdirektoratet kan gennemføre de manglende undersøgelser.