Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om støjgener fra vindmølle - ophævelse af Næstved Kommunes afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Næstved Kommunes afgørelse af 23. marts 2022, hvor kommunen afviste at meddele påbud vedrørende støjgener fra en vindmølle på [Adresse1], 4700 Næstved. Klagen blev indgivet af en omboende den 20. april 2022, som anførte en række mangler ved kommunens sagsbehandling og afgørelse.

Næstved Kommune havde vurderet, at vindmøllen, opstillet i 1998, overholdt støjgrænsen på 45 dB(A) ved udendørs opholdsarealer i landzonen, som fastsat i Bekendtgørelse om støj fra vindmøller. Kommunen havde tidligere, den 3. december 2019, afgjort, at impulslyde (klink og klonk) fra vindmøllen ikke var væsentlige nok til at begrunde et påbud. En støjrapport fra 2019 bekræftede overholdelse af støjgrænsen.

Kommunen rekvirerede en undersøgelse af impulslydene, som viste, at lydene primært kunne konstateres ved meget svage vindhastigheder (1-4 m/s). Efterfølgende blev vindmøllens tipkasser renoveret, men ved et tilsyn den 22. marts 2022 blev det konstateret, at lydene fortsat kunne høres, dog meget svagt og næsten sammenfaldende med baggrundsstøjen. Kommunen vurderede, at yderligere tiltag ikke var proportionale med den oplevede gene, og at den samlede støj, selv med et tillæg for impulsstøj, ikke gav anledning til væsentlige gener. Kommunen traf afgørelse med henvisning til Miljøbeskyttelsesloven § 42, idet de mente, at vindmøllebekendtgørelsen ikke regulerede impulsstøj.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at der var væsentlige støjgener, og at dokumentationen for overholdelse af støjgrænserne var utilstrækkelig. Klageren fremhævede især følgende punkter:

• Manglende tilstrækkelig støjdokumentation.
• Manglende begrundelse for afgørelsen.
• Manglende stillingtagen til genetillæg for impulsstøj.
• Behov for nye støjmålinger grundet ændrede forhold, herunder renovering af tipkasser, som angiveligt medførte forhøjet støj.
• Kommunens manglende overholdelse af sin undersøgelsespligt, herunder manglende undersøgelse af tekniske og økonomiske muligheder for støjreducerende tiltag eller nedlukning ved lave vindhastigheder.
• Vurderingen var ikke i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, da der ikke var foretaget en objektiv afvejning af forholdene.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Næstved Kommunes afgørelse af 23. marts 2022 om ikke at meddele påbud i sagen om støjgener fra vindmøllen. Klagegebyret blev tilbagebetalt. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 101, stk. 1.

Nævnets prøvelse og bemærkninger

Nævnet begrænsede sin prøvelse til afgørelsens hjemmelsgrundlag, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1. Støjkravene for den omhandlede vindmølle er reguleret af Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 2, stk. 1 og Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 3 (bekendtgørelse nr. 304 af 14. maj 1991), da møllen er opstillet før 1. januar 2007, jf. Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 16, stk. 3 (den nugældende bekendtgørelse). Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af bekendtgørelsen, jf. Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 11, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 11, stk. 2.

Nævnet bemærkede, at impulser i støj medfører, at støjen er mere generende, og at der derfor gives et tillæg på 5 dB til den målte værdi for at opnå et mere korrekt mål for støjulempen. Dette tillæg gives på baggrund af en subjektiv vurdering, da der ikke findes en almindeligt anerkendt objektiv målemetode. Hvis tilsynsmyndigheden konstaterer impulsstøj, skal den faktiske støjpåvirkning, tillagt 5 dB, overholde den fastsatte støjgrænse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at støj fra vindmøller er udtømmende reguleret af bekendtgørelsens bestemmelser, uanset støjenstype. Dette afskærer ikke tilsynsmyndigheden fra at vurdere, om der bør gives et tillæg for impulsstøj i forbindelse med tilsyn. Nævnet forstod, at Næstved Kommune havde vurderet, at vindmøllen overholdt støjgrænsen, selv med et eventuelt impulstillæg.

Nævnet fandt, at Næstved Kommunes afgørelse rettelig burde være meddelt som led i kommunens tilsynsvirksomhed efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 9 samt bekendtgørelse om støj fra vindmøller. Derfor ophævede nævnet kommunens afgørelse af 23. marts 2022, da den ikke skulle træffes med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven § 42.

Nævnet bemærkede endvidere, at tilsynsafgørelser efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 9 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 1, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 68. Klager over kommunernes tilsyn kan i stedet indgives til Ankestyrelsen, som fører tilsyn med kommunerne efter kommunestyrelsesloven.