Stadfæstelse af afslag på dispensation til vinmark inden for strandbeskyttelseslinjen på Avernakø

Sagen omhandler en ansøgning om dispensation til at etablere vinmarker på en ejendom på Avernakø. Hele ejendommen er beliggende inden for den oprindelige 100-meters strandbeskyttelseslinje, som har været gældende siden 1937.

Kystdirektoratets afslag

Kystdirektoratet meddelte den 30. marts 2022 afslag på ansøgningen, som oprindeligt også omfattede opstilling af glampingtelte og etablering af en parkeringsplads. Direktoratet begrundede afslaget med, at den lempeligere dispensationspraksis for erhvervsudvikling på småøer kun gælder for den udvidede strandbeskyttelseszone og ikke den oprindelige 100-meter zone, hvor ejendommen ligger. Desuden vurderede direktoratet, at etablering af vinmarker med espaliering ville udgøre en væsentlig og negativ ændring af kystlandskabet, især da ejendommen er omgivet af kyst på tre sider. Risikoen for at skabe uønsket præcedens blev også tillagt betydelig vægt.

Klagen og sagens afgrænsning

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet og justerede projektet til kun at omfatte etablering af vinmarker samt turismeerhverv i eksisterende bygninger. Klager fremhævede, at projektet var afgørende for fortsat bosætning og erhvervsudvikling på øen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afgrænsede sin prøvelse til udelukkende at omhandle etableringen af vinmarker. Dette skyldtes, at Kystdirektoratets afgørelse ikke havde taget stilling til turismeerhverv i eksisterende bygninger, og nævnet kunne derfor ikke behandle dette som første instans.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Kystdirektoratets afgørelse af 30. marts 2022 om afslag på dispensation til etablering af vinmarker.

Retsgrundlag og begrundelse

Afgørelsen er truffet med henvisning til Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, som indeholder et generelt forbud mod at ændre tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen. Ifølge Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan dispensation kun meddeles i særlige tilfælde, og praksis herfor er meget restriktiv.

Nævnet var enig med Kystdirektoratet i, at den mere lempelige praksis for småøer ikke fandt anvendelse, da ejendommen er beliggende inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje. Nævnet fandt ikke, at der forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Der blev lagt vægt på, at vinmarkerne ville være tydelige i det kystnære landskab og påvirke oplevelsen af det negativt. Endvidere blev risikoen for at skabe en utilsigtet præcedensvirkning tillagt betydelig vægt. Klagerens argumenter om erhvervsudvikling og bosætning kunne ikke føre til et andet resultat.