Planklagenævnets afgørelse om afslag på midlertidig dispensation fra lokalplan nr. 94, Erhvervsområde ved Englandsvej

Tårnby Kommune afslog den 24. februar 2022 en ansøgning om midlertidig dispensation fra lokalplan nr. 94, Erhvervsområde ved Englandsvej, for at bibeholde en eksisterende butik på ejendommen [adresse1]. Ansøgeren klagede over afgørelsen til Planklagenævnet, som primært behandlede spørgsmålet om kommunens overholdelse af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 94, Erhvervsområde ved Englandsvej, og ligger i delområde III. Lokalplanens § 3.4 fastsætter, at området må anvendes til erhvervsformål som håndværk, let industri, forretningsvirksomhed, transport og spedition, med mulighed for op til 50 % kontorvirksomhed i tilknytning hertil. Lokalplanens § 3.6 præciserer, at der kun må etableres butikker, der alene forhandler særligt pladskrævende varegrupper, som ikke kan indpasses i kommuneplanens udlagte centre, eller mindre butikker til salg af egne produkter i tilknytning til produktionslokaler.

Sagens forudgående forløb

Sagen har en lang forhistorie med flere administrative og retslige afgørelser:

• 28. august 2017: Kommunen afslog retlig lovliggørelse af butikken og opretholdt et påbud fra 2013, da butikkens varesortiment ikke blev anset for særligt pladskrævende.
• 22. maj 2019: Planklagenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at butikkens varesortiment ikke var i overensstemmelse med Planloven § 5 n, stk. 1, nr. 3 og lokalplanens § 3.6, da butikken ikke alene forhandlede særligt pladskrævende varer.
• 10. februar 2021: Københavns Byret frifandt Planklagenævnet. Retten fastslog, at butikkens primære varesortiment (kæledyr og tilbehør) ikke opfyldte lokalplanens § 3.6, fortolket i lyset af Planloven § 5 n, stk. 1, nr. 3. Retten bemærkede også, at selvom butikken i mindre omfang førte pladskrævende varer, ændrede det ikke ved hovedsortimentet. Det blev endvidere fastslået, at butikkens drift var i strid med Planloven § 18, og at der ikke var hjemmel i Planloven § 19 til at dispensere fra lokalplanens anvendelsesbestemmelse. Byretten afviste desuden, at kommunens eventuelle fejlagtige tilladelser til andre forretninger kunne give klageren krav på dispensation ud fra lighedsgrundsætningen.
• 14. januar 2022: Østre Landsret stadfæstede byrettens dom.

Efter landsrettens dom ansøgte klageren om midlertidig dispensation til at bibeholde butikken indtil udgangen af 2022. Kommunen afslog denne ansøgning med henvisning til butikkens ulovlige etablering og de tidligere afgørelser. Kommunen begrundede desuden afslaget med, at der ikke forventes ændringer i plangrundlaget, der permanent kan lovliggøre butikken, og at midlertidighed ikke kan bruges til at forlænge et ulovligt forhold, der ikke kan lovliggøres planmæssigt.

Planklagenævnet behandlede klagen over Tårnby Kommunes afslag på midlertidig dispensation. Nævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Krav om dispensation

Lokalplanbestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. Både Københavns Byret og Østre Landsret har fastslået, at butikken er i strid med lokalplanens § 3.6 og dermed Planloven § 18, hvilket kræver dispensation efter Planloven § 19. Domstolene har også fastslået, at kommunen ikke har hjemmel i Planloven § 19 til at dispensere fra lokalplanens § 3.6, da den har karakter af en anvendelsesbestemmelse.

Midlertidig dispensation og kommunens skøn

Med moderniseringen af planloven i 2017 fik kommunerne mulighed for at meddele midlertidig dispensation fra lokalplaner, selvom det strider mod planens principper, såfremt dispensationen tidsbegrænses til maksimalt 3 år (10 år for studieboliger), jf. Planloven § 19, stk. 1. Det er op til kommunens skønsmæssige vurdering, om den vil meddele en sådan dispensation. Planklagenævnet kan ikke efterprøve kommunens skøn, men kan vurdere, om afgørelsen er i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen.

Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at der skete en de facto forskelsbehandling af virksomheder inden for lokalplanområdet. Lighedsgrundsætningen indebærer, at sager, der i det væsentlige er ens, som udgangspunkt skal have samme resultat, og at usaglig forskelsbehandling ikke må finde sted.

Planklagenævnet vurderede, at kommunen kun i få tilfælde havde givet midlertidige dispensationer. Disse var typisk givet i forbindelse med etablering af boliger til flygtninge efter Planloven § 5 u, i tilfælde hvor der skulle udarbejdes et fornyet plangrundlag, eller som et første skridt i en byomdannelse. I den aktuelle sag begrundede kommunen afslaget med, at plangrundlaget for området ikke forventes ændret.

Nævnet fandt, at de tidligere meddelte midlertidige dispensationer ikke vedrørte forhold, der i det væsentlige svarede til klagerens ansøgning. Derfor konkluderede Planklagenævnet, at kommunens afslag på midlertidig dispensation i den konkrete sag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klageren.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Tårnby Kommunes afgørelse af 24. februar 2022. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.