Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til udstykning i Solrød Kommune

Solrød Kommune afviste den 22. marts 2022 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 411.2, Birkevænget og Fredensbovej, vedrørende udstykning af en grund fra ejendommen [A1], 2680 Solrød Strand. Ejeren af ejendommen klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Klagen omhandler en ansøgt udstykning af ejendommen [A1] til to grunde, hver på ca. 688 m² eller alternativt 676 m² og 700 m², med henblik på opførelse af to fritliggende enfamiliehuse. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 411.2, som i § 4.1 fastsætter, at grunde ikke må udstykkes til en størrelse mindre end 700 m² eksklusive vejareal.

Kommunens afslag og begrundelse

Kommunen begrundede afslaget med, at der ikke kan dispenseres til mindre grundstørrelser i et område udlagt til åben-lav bebyggelse. Kommunen fastholder en minimumsgrundstørrelse på 700 m² for at undgå yderligere fortætning, end lokalplanen tillader. Kommunen henviste desuden til lokalplanens § 4.3, som giver mulighed for mindre grundstørrelser, hvis der opføres et dobbelthus baseret på en fælles bebyggelsesplan godkendt af Byrådet.

Planklagenævnets behandling

Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål i klagesagen:

• Om kommunen har overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.
• Om kommunen har begrundet afgørelsen i henhold til Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, og om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.

Planklagenævnet har ikke behandlet de øvrige klagepunkter i sagen. Nævnet kan ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation efter [Planlovens § 19]. Selvom kommunen har mulighed for at dispensere, er den ikke forpligtet hertil, og en naboorientering efter [Planlovens § 20] forpligter heller ikke kommunen til at give dispensation.

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at give medhold i klagen over Solrød Kommunes afslag på dispensation til udstykning af en grund fra ejendommen [A1]. Kommunens afgørelse blev opretholdt.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at afslaget på dispensation var i strid med lighedsgrundsætningen og henviste til tre sammenlignelige ejendomme. Planklagenævnet vurderede hver af de nævnte ejendomme:

• [A2], 4623 Lille Skensved: Ejendommen er omfattet af en anden lokalplan (nr. 595.2), som tillader dispensation fra mindstegrundstørrelsen under specifikke betingelser. Da ejendommen er underlagt et andet retsgrundlag, fandt nævnet ikke, at kommunens afslag i den aktuelle sag var udtryk for usaglig forskelsbehandling.
• [A3], 2680 Solrød Strand: Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 413.2, som også har andre bestemmelser vedrørende grundstørrelse og dobbelthuse. Da denne ejendom ligeledes er omfattet af et andet retsgrundlag, fandt nævnet ikke usaglig forskelsbehandling.
• [A4], 2680 Solrød Strand: For denne ejendom har kommunen vedtaget en ny lokalplan (nr. 317.3), der opdeler ejendommen i mindre matrikler, i overensstemmelse med den gældende lokalplan (nr. 701.1), som kræver en ny lokalplan for udstykning af grunde mindre end 700 m². Nævnet bemærkede, at kommunen frit kan beslutte at tilvejebringe en lokalplan i henhold til [Planlovens § 13, stk. 1], bortset fra særlige situationer omfattet af [Planlovens § 13, stk. 3]. Lighedsgrundsætningen finder ikke anvendelse i en sådan situation, da kommunen ikke er forpligtet til at vedtage en lokalplan for et andet område, selvom den tidligere har gjort det for et nærliggende område.

Planklagenævnet konkluderede, at kommunens afslag ikke var i strid med lighedsgrundsætningen, da de sammenlignelige ejendomme var omfattet af andre retsgrundlag.

Begrundelse og planlægningsmæssigt relevante hensyn

Klageren anførte, at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet i henhold til [Forvaltningslovens § 24] og bar præg af usaglige hensyn. Kommunen havde begrundet afslaget med, at området er udlagt til åben-lav bebyggelse, og at man fastholder minimumsgrundstørrelser på 700 m² for at undgå yderligere fortætning. Kommunen henviste til [Planlovens § 19] og lokalplanens § 4.1.

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet, idet den indeholdt henvisning til relevante retsregler og angav de hovedhensyn, der var bestemmende for den skønsmæssige vurdering. Nævnet fandt desuden, at kommunen havde lagt vægt på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, og der var ingen oplysninger, der tydede på usaglige hensyn.

Forhold, der ikke blev behandlet

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende kommunens mangelfulde behandling af tidligere afgørelser eller spørgsmål om afslagets hensigtsmæssighed, da disse ikke var omfattet af den konkrete afgørelse, der var klaget over, eller vedrørte hensigtsmæssighed frem for retlige forhold.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.