Københavns Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan nr. 417, Skjulhøj Allé

Københavns Kommune traf den 17. februar 2022 afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan nr. 417, ”Skjulhøj Allé”, for ejendommen [A1], 2720 Vanløse. Ansøgningen omhandlede bibeholdelse af en anvendelsesændring af fem lejligheder fra erhverv til bolig.

Lokalplan nr. 417 fastsætter i § 3, stk. 1, at området er fastlagt til blandet erhverv, og i § 3, stk. 2, at der kan tillades integrerede boligfunktioner, som dog maksimalt må udgøre 40 % af den enkelte virksomheds etageareal. Det fremgår desuden, at boligfunktionen skal afvikles, hvis erhvervsfunktionen ophører.

Kommunen begrundede sit afslag med, at den ansøgte anvendelsesændring var i strid med lokalplanens principper, og at det derfor ikke var muligt at meddele dispensation fra lokalplanens § 3, stk. 1 og 2. Ejeren af ejerlejlighederne klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Planklagenævnets fokusområder

Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål i sagen:

• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation i henhold til Planloven § 19.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med en lokalplan, kræver dispensation efter Planloven § 18.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Københavns Kommunes afgørelse om afslag på dispensation fastholdes.

Mulighed for dispensation

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 3, stk. 1 og 2, udgør en del af planens anvendelsesbestemmelser og dermed dens principper. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Nævnet fandt, at den ansøgte anvendelse – fuld overgang fra erhverv til bolig – ikke lå tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse til blandet erhverv med integrerede boligfunktioner. En dispensation ville derfor være i strid med lokalplanens principper. Kommunens afslag på dispensation havde således hjemmel i lokalplanen og planloven.

Lighedsgrundsætningen

Klageren gjorde gældende, at afslaget var i strid med lighedsgrundsætningen, da området allerede overvejende var et beboelsesområde, og mange ejendomme ikke anvendtes i overensstemmelse med lokalplanen. Planklagenævnet fastslog, at selvom kommunen skal overholde lighedsgrundsætningen, og sager om ens forhold som udgangspunkt skal have samme resultat, kan dette princip ikke føre til, at klageren har krav på dispensation, når kommunen ikke har hjemmel til at give dispensation i strid med planlovens principper. En eventuel tidligere ulovlig dispensation kan ikke skabe præcedens for en ny ulovlig dispensation.

Forhold der ikke blev behandlet

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende hensigtsmæssigheden af afslaget eller spørgsmålet om en tidsbegrænset dispensation, da disse enten ikke vedrørte retlige forhold efter planloven eller ikke var omfattet af den påklagede afgørelse.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.