Ophævelse af påbud om tilslutning til almen vandforsyning på grund af mangelfulde oplysninger om omkostninger

Sagen omhandler et påbud fra Høje-Taastrup Kommune til en grundejer om at tilslutte sin ejendom til den almene vandforsyning. Kommunens afgørelse var baseret på en ny vandforsyningsplan, der sigter mod at sikre rent drikkevand til alle borgere og imødegå udfordringer med forurening af grundvandet.

Klagers anbringender

Ejeren klagede over afgørelsen med henvisning til den korte tidsfrist og de høje omkostninger på ca. 120.000 kr. Klager anførte, at han i 2019 havde fået oplyst af kommunen, at der ikke var udsigt til offentlig vandforsyning, hvorfor han havde investeret i et filteranlæg. Desuden mente klager, at vandet fra hans egen boring opfyldte kvalitetskravene, og at han derfor burde have lov til at bibeholde den som drikkevandsforsyning.

Kommunens begrundelse

Kommunen begrundede påbuddet med vedtagelsen af en ny vandforsyningsplan, som udvider forsyningsområderne for at sikre en bedre forsyningsstruktur og kontrol med vandkvaliteten. Dette var især relevant på grund af fund af pesticider og nikkel i grundvandet i området. Kommunen havde givet klager tilladelse til at bibeholde boringen til dyrehold, men fastholdt påbuddet om tilslutning til husholdningsbrug. Kommunen bemærkede, at den seneste vandanalyse fra klagers boring var fra 2014 og kun var en forenklet kontrol, som ikke testede for pesticider eller andre mikroforureninger.

Miljø- og Fødevareklagenævnet anerkendte, at Høje-Taastrup Kommune har ret til at pålægge ejendomme tilslutning til almen vandforsyning ud fra saglige hensyn som forsyningssikkerhed og sikring af drikkevandskvalitet, jf. Vandforsyningsloven § 29, stk. 3. Nævnet fandt, at kommunens begrundelse, som var baseret på den kommunale vandforsyningsplan, var i overensstemmelse med lovens rammer.

Afgørelsens formelle mangler

Nævnet fandt imidlertid, at kommunens afgørelse led af en væsentlig retlig mangel. En afgørelse om tilslutningspligt skal indeholde præcise oplysninger om de økonomiske konsekvenser for grundejeren, herunder de specifikke bidrag, der skal betales. Kommunens afgørelse henviste blot til et cirkabeløb og vandforsyningens generelle takstblad. Ifølge nævnets faste praksis er dette ikke tilstrækkeligt til at opfylde kravene i Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning § 29.

På grund af denne formelle mangel ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens afgørelse.