Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 21.81 vedrørende bebyggelsesprocent og bebygget areal i Gribskov Kommune

Gribskov Kommune meddelte den 3. marts 2022 dispensation fra lokalplan nr. 21.81 for et område i Holløse, Vejby. Dispensationen vedrørte en overskridelse af bebyggelsesprocenten og det bebyggede areal i forbindelse med opførelsen af en tilbygning på 10 m² til et eksisterende sommerhus på ejendommen [A1], 3210 Vejby. En nabo klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen. Planklagenævnet skulle vurdere, om forholdet var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18 eller krævede dispensation fra lokalplanens § 13.1.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 21.81, som blev vedtaget i 1981. Lokalplanen fastsætter i § 13.1, at bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom ikke må overstige 15 %, og at det bebyggede areal maksimalt må udgøre 120 m².

Kommunens afgørelse af 3. marts 2022 oplyste, at det eksisterende sommerhus, inklusive et orangeri, udgjorde 121 m². Med den ansøgte tilbygning ville det samlede areal blive 131 m². Ejendommen har et grundareal på 810 m², hvilket ville resultere i en bebyggelsesprocent på 16,2 %.

Klagerens indvendinger

Klageren anførte, at der var uoverensstemmelse mellem oplysningerne i BBR og de faktiske forhold på ejendommen, hvilket medførte forkerte beregninger af bebyggelsesprocenten og det bebyggede areal. Klageren gjorde gældende, at sommerhuset reelt var 106 m², og at et skur på 9,92 m² samt en overdækning på 22,95 m² ikke var medregnet i kommunens beregninger. Klageren mente desuden, at et orangeri på 17 m² var en udestue på 25 m².

Vedrørende beregningen af det bebyggede areal hævdede klageren, at kommunen fejlagtigt havde foretaget fradrag, hvilket der ikke var hjemmel til. Ifølge klageren udgjorde det bebyggede areal allerede 138,87 m² (106 m² + 9,92 m² + 22,95 m²), og med orangeriet ville det samlede bebyggede areal være 163,87 m², stigende til 173,87 m² med den ansøgte tilbygning.

Angående bebyggelsesprocenten påpegede klageren, at kommunen fejlagtigt havde anvendt Bygningsreglement 2018 (BR18) i stedet for Bygningsreglement 1977 (BR77), som var gældende ved lokalplanens vedtagelse i 1981. Klageren fremhævede, at BR77 ikke indeholder en fradragsregel for overdækninger, og at kommunens angivelse af et tillægsareal til grundens størrelse efter Bygningsreglement 1961 (BR61) var forkert.

Planklagenævnet behandlede sagen med udgangspunkt i sin kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af det bebyggede areal

Lokalplanens § 13.1 fastsætter et maksimalt bebygget areal på 120 m². Kommunen havde givet dispensation til 131 m² uden at medregne en overdækning/overdækket terrasse og et eksisterende skur. Planklagenævnet fastslog, at "det bebyggede areal" skal forstås som byggeriers aftryk på grundarealet, og at byggelovgivningens regler om fradrag i etagearealberegningen ikke gælder for det bebyggede areal. Da lokalplanen ikke indeholder regler om fradrag, og ud fra en almindelig sproglig fortolkning, finder nævnet, at al bebyggelse, herunder faste konstruktioner som overdækninger og skure, skal medregnes. Kommunens manglende medregning af skuret og overdækningen udgjorde en væsentlig retlig mangel, der gjorde afgørelsen ugyldig i forhold til det bebyggede areal.

Vurdering af bebyggelsesprocenten

Planklagenævnet bemærkede, at beregningen af bebyggelsesprocenten i en lokalplan som udgangspunkt skal ske efter de beregningsregler i bygningsreglementet, der var gældende på tidspunktet for lokalplanens vedtagelse. Da lokalplan nr. 21.81 blev vedtaget i 1981, skulle beregningsreglerne i Bygningsreglement 1977 (BR77) anvendes. Kommunen havde oplyst, at den ved en fejl havde beregnet bebyggelsesprocenten efter reglerne i Bygningsreglement 1961 (BR61) og ikke medregnet det eksisterende skur på 10 m². Nævnet fandt, at anvendelsen af det forkerte regelsæt var en væsentlig retlig mangel, der gjorde afgørelsen ugyldig i forhold til bebyggelsesprocenten.

Konklusion og afgørelse

Planklagenævnet konkluderede, at Gribskov Kommunes afgørelse om dispensation fra lokalplanens § 13.1 led af væsentlige retlige mangler og derfor var ugyldig. Nævnet fandt ikke anledning til at tage stilling til klagepunktet om officialprincippet eller de præcise størrelser af sommerhuset og orangeriet, da dette skal behandles af kommunen i den fornyede sagsbehandling.

Planklagenævnet ophævede Gribskov Kommunes afgørelse af 3. marts 2022 og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.