Planklagenævnets afvisning af klage vedrørende Halsnæs Kommunes beslutning om ikke at håndhæve servitut

Halsnæs Kommune traf den 18. februar 2022 en beslutning om ikke at håndhæve en tinglyst servitutbestemmelse fra 28. marts 1961 vedrørende bebyggelse på ejendommen [A1], 3310 Ølsted. Samtidig blev der givet byggetilladelse til opførelse af et nyt sommerhus på 100 m2 på ejendommen. Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt, men er alene reguleret af kommuneplanen.

Klagen fra beboere

En række beboere i området indgav en fælles klage den 16. marts 2022, som Planklagenævnet modtog den 6. april 2022. Klagen anførte, at sommerhuset er i strid med servitutten, som fastsætter en maksimal byggehøjde på 3 meter fra terræn til tagflade.

Anklager om procedurefejl og byggelovsovertrædelse

Derudover blev det gjort gældende, at kommunen havde tilsidesat reglerne om partshøring og officialprincippet. Klagerne mente også, at en eventuel terrænregulering var i strid med Byggeloven § 13.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da nævnet kun kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Kommunens håndhævelse af servitutter

En kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planloven § 43. Kommunen beslutter selv, om den ønsker at bruge denne bestemmelse til at håndhæve servitutbestemmelser. En kommunes beslutning om ikke at ville håndhæve en servitutbestemmelse er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til Planklagenævnet. Halsnæs Kommune havde i dette tilfælde besluttet ikke at håndhæve servituttens bestemmelser og havde således ikke truffet en afgørelse efter planloven. Klagerne må derfor anlægge et civilretligt søgsmål ved domstolene, hvis de ønsker at få efterprøvet, hvorvidt sommerhuset er i strid med servitutten.

Forholdet til byggelovgivningen

Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt, men er alene reguleret af kommuneplanen. Kommunen har derfor ikke med byggetilladelsen truffet en afgørelse efter planloven om de forhold, der er klaget over. Planklagenævnet har således ikke kompetence til at behandle klagen vedrørende byggetilladelsen.

Klagerne havde også anført, at kommunen havde tilsidesat reglerne om partshøring og officialprincippet, samt at en eventuel terrænregulering var i strid med Byggeloven § 13. Disse forhold er ikke reguleret af planloven, og Planklagenævnet har ikke kompetence til at tage stilling til forhold efter byggelovgivningen. Det fremgik, at klagen allerede var sendt til Byggeklageenheden v/ Nævnenes Hus, som er rette klageinstans efter byggelovgivningen.