Afgørelse om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen på [Vej1], Lolland Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til flere byggeprojekter på den privatejede ø Vejrø, beliggende i Smålandsfarvandet. Projekterne omfattede genopførelse og ændret anvendelse af landbrugsbygninger til beboelse og ferielejligheder inden for strandbeskyttelseslinjen. Sagen blev behandlet i nævnets afdeling 10 i overensstemmelse med Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 78, stk. 4 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 3, stk. 1, nr. 10.

Området og planforhold

Vejrø er en ø på ca. 155 ha, hvoraf størstedelen er omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Øen består primært af åbne landbrugsarealer og er omkranset af Natura 2000-område nr. 116 Centrale Storebælt og Vresen. Dele af øen er omfattet af Lolland Kommunes lokalplan 360-33 fra 2011, der har til formål at muliggøre genopførelse og istandsættelse af huse til bolig- og ferieformål, baseret på økologisk landbrug, selvforsyning og begrænset turisme.

De ansøgte projekter

Klager, der ejer samtlige matrikler på Vejrø, ansøgte om dispensation til fire projekter:

• Fasaneriet: Nedrivning af en eksisterende landbrugsbygning og opførelse af en ny bygning med 10 etværelseslejligheder til ansatte. Den nye bygning ville blive større end den eksisterende.
• Jacobsminde: Omdannelse af en eksisterende beboelsesbygning til et rækkehus med to toværelseslejligheder til ansatte. Bygningen ville ændre dimensioner, og en træterrasse skulle erstattes af udhuse og havestuer.
• Valodia: Genopførelse af en tidligere nedbrændt gård med 12 ferielejligheder og et fællesrum. Den oprindelige bebyggelse havde ikke eksisteret siden før 1995.
• Nygård: Genopførelse af en firlænget gård, der nedbrændte i 1980, til ferieudlejning. Den ansøgte placering var ca. 30 m fra den i lokalplanen angivne placering og uden tilknytning til eksisterende bebyggelse.

Kystdirektoratets afslag

Kystdirektoratet meddelte afslag på dispensation i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Direktoratet vurderede, at projekterne ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, nr. 6, da der ikke var tale om erhvervsmæssigt nødvendigt landbrugsbyggeri i traditionel forstand, og medarbejderboligerne skulle anvendes i bred forstand. Direktoratet mente heller ikke, at den lempeligere administration for eksisterende virksomheder eller små øer fandt anvendelse, da den kombinerede landbrugs- og turismevirksomhed ikke eksisterede i 2001, og projekterne ikke understøttede et helårssamfund. Desuden anså direktoratet projekterne for nyopførelse frem for genopførelse på grund af væsentlige afvigelser i anvendelse og karakter samt manglende kontinuitet for Valodia og Nygård. Kystdirektoratet havde ikke vurderet projekternes påvirkning af Natura 2000-områder eller bilag IV-arter.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at Kystdirektoratet ikke havde inddraget relevante hensyn, herunder lovbestemmelser, praksis og vejledninger, og at et afslag ville hindre øens fortsatte erhvervsmæssige drift og udvikling. Klageren henviste til, at Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 skulle administreres lempeligere for eksisterende erhverv og små øer. Klageren mente, at projekterne var erhvervsmæssigt nødvendige for landbrugsdriften og i væsentlig grad var renovering/nybyggeri inden for eksisterende "fodaftryk". Klageren påpegede også, at den gældende lokalplan understøttede projekterne, og at tidligere dispensationer på øen burde have præcedensvirkning. Lolland Kommune støttede klagerens synspunkt og fremhævede projekternes overensstemmelse med lokalplanens intentioner og den generelle politiske vilje til vækst på små øer.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt enstemmigt, at ingen af de ansøgte projekter var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, nr. 6, da udlejning af ferielejligheder ikke kan anses for at være en erhvervsmæssig nødvendighed i bestemmelsens forstand, og medarbejderboligerne også skulle anvendes i forbindelse med rekreative ferieaktiviteter. Projekterne skulle derfor vurderes efter den almindelige dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.

Vurdering af dispensation

Et flertal i nævnet fandt, at de ansøgte projekter skulle vurderes efter den lempeligere dispensationspraksis for små øer, som forudsat i forarbejderne til "kystloven" (ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994). Dette skyldtes, at projekterne skulle placeres inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje på en lille ø, hvor kun en begrænset del af øen ikke er omfattet af linjen, og formålet med projekterne var at tilgodese øens erhvervsmæssige udvikling.

Fasaneriet, Jacobsminde og Valodia

Flertallet fandt, at der for Fasaneriet, Jacobsminde og Valodia var tale om særlige tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. For Fasaneriet og Jacobsminde lagde flertallet vægt på, at den fortsatte erhvervsmæssige drift af øen forudsatte overnatningsmuligheder, og at projekterne skulle placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse og erstatte eksisterende bygninger med ca. samme dimensioner og placering. Bygningerne skulle opføres i naturlige materialer tilpasset øens eksisterende bebyggelse og landskab. For Valodia lagde flertallet vægt på, at projektet skulle placeres i umiddelbar tilknytning til øens øvrige hovedbebyggelse og feriefaciliteter og delvist erstatte en eksisterende stålhal. Projektet understøttede øens fortsatte udvikling og havde erhvervsmæssig sammenhæng med eksisterende bebyggelse.

Nygård

Et enigt nævn fandt, at der for Nygård ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation, uanset at der var tale om et erhvervstiltag på en lille ø. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en stor bygningsmasse, der skulle placeres midt på øen uden tilknytning til anden eksisterende bebyggelse, og at der ikke var en særlig begrundelse for netop denne placering. Projektet kunne desuden ikke anses for genopførelse, da det afveg væsentligt fra den oprindelige bebyggelse, som var gået til grunde for over 30 år siden.

Hjemvisning og stadfæstelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterede, at Kystdirektoratet ikke havde foretaget en vurdering af, om projekterne Fasaneriet, Jacobsminde og Valodia kunne påvirke et Natura 2000-område væsentligt eller medføre beskadigelse eller ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for dyrearter i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF (Habitatdirektivet). Dette er en forudsætning for dispensation i henhold til Habitatbekendtgørelsen § 6, stk. 1, jf. Habitatbekendtgørelsen § 7, stk. 2, nr. 1, og Habitatbekendtgørelsen § 10, stk. 1, nr. 1, jf. Habitatbekendtgørelsen § 7, stk. 2, nr. 1.

På den baggrund ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets afslag for Fasaneriet, Jacobsminde og Valodia og hjemviste denne del af sagen til fornyet behandling i Kystdirektoratet, så de påkrævede vurderinger kunne foretages. Kystdirektoratets afslag vedrørende Nygård blev stadfæstet. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.