Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan vedrørende gulvkote og afstand til vejskel i Nyborg Kommune

Nyborg Kommune traf den 2. februar 2022 afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan nr. 9, Sommerbyen, og supplement til lokalplan nr. 9, Sommerbyen. Afslaget vedrørte gulvkote og afstand til vejskel på ejendommen [A1], 5800 Nyborg, i forbindelse med opførelse af et nyt sommerhus. Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 9, Sommerbyen, og supplement til lokalplan nr. 9, Sommerbyen. Lokalplan nr. 9 har til formål at fastlægge området som sommerhusområde, sikre en butik til daglig forsyning, fastlægge bebyggelsesregulerende bestemmelser, forhindre fortætning og bevare områdets nuværende karakter. Specifikt fastsætter lokalplanens § 7.9, at bebyggelsen skal holdes mindst 5,00 m fra vejskel.

Supplement til lokalplan nr. 9 tilføjer i § 1.1 bestemmelser til lokalplan nr. 9, herunder at sokkelhøjde/gulvhøjde ikke må overstige 0,3 m målt fra eksisterende terræn, og at udvendige opholdsarealer og terrasser ikke må anlægges højere end husets sokkelhøjde.

Kommunens afgørelse

Kommunen begrundede afslaget på dispensation for afstand til vejskel med, at en afstand på 1,7-3 m fra vejskellene var en for kraftig overskridelse af lokalplanens bestemmelser. Kommunen anførte, at der ikke tidligere var givet dispensation til at bygge tættere på vejskel end 5 m i området, og at der ikke forelå særlige forhold i sagen. Desuden vurderede kommunen, at en dispensation ville have en uønsket præcedensskabende effekt.

Vedrørende gulvkoten henviste kommunen til § 1.1 i supplement til lokalplan nr. 9 og vurderede, at dispensation til den ansøgte gulvkote ville være i strid med lokalplanens formål/principper.

Klagen

Klageren gjorde gældende, at dispensationen lå inden for formålet i de to lokalplaner/tillæg, og at der tidligere var givet dispensation til at bygge tættere mod vejskel end 5 m, med henvisning til en byggesag på [A2], 5800 Nyborg.

Planklagenævnet behandlede klagen over Nyborg Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan nr. 9 og supplement til lokalplan nr. 9 vedrørende gulvkote og afstand til vejskel. Nævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Mulighed for at give dispensation til gulvkote

Planklagenævnet vurderede, om kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens bestemmelse om gulvkote. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Principperne omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, men som hovedregel ikke detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning eller struktur.

Nævnet fandt, at bestemmelsen om sokkelhøjde/gulvhøjde i § 7.3 i lokalplan nr. 9 ikke er en del af planens principper, da der er tale om en bebyggelsesregulerende bestemmelse. Det forhold, at bestemmelsen er citeret i formålsbestemmelsen i supplement til lokalplan nr. 9, ændrer ikke dette. Kommunens afgørelse hvilede derfor på en forkert retsopfattelse, idet den antog, at en dispensation ville være i strid med planens principper. Dette udgjorde en væsentlig retlig mangel, der gjorde afgørelsen ugyldig.

Planklagenævnet ophævede derfor den del af kommunens afgørelse, som vedrørte afslag på dispensation til gulvkoten, og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Kommunen skal nu foretage en skønsmæssig vurdering af, hvorvidt den ønsker at dispensere, hvilket Planklagenævnet ikke kan efterprøve.

Lighedsgrundsætningen og afstand til vejskel

Kommunens afslag på dispensation fra lokalplan nr. 9 § 7.9 vedrørende afstand til vejskel var baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve. Nævnet vurderede dog, om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip, som indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat, medmindre der er saglig begrundelse for forskel.

Klageren henviste til en tidligere dispensation på ejendommen [A2], hvor der i 2016 blev givet dispensation til en afstand til vejskel på 2,6 m. Kommunen oplyste, at den efterfølgende har ændret praksis og ikke har givet dispensation fra lokalplanens § 7.9 siden 2016, herunder i ca. 50 sager om lovliggørelse i [A3]. Planklagenævnet fandt, at en kommune er berettiget til at ændre sin dispensationspraksis, forudsat at det er en generel ændring baseret på saglige hensyn og følges konsekvent. Nævnet vurderede, at kommunens afslag i den aktuelle sag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klageren.

Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i den del af klagen, der vedrørte afslag på dispensation fra lokalplan nr. 9 § 7.9. Kommunens afgørelse på dette punkt forbliver gældende.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.