Planklagenævnets afslag på genoptagelse vedrørende Halsnæs Kommunes beslutning om ikke at nedlægge forbud efter Planlovens § 14

Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af en tidligere afgørelse fra Planklagenævnet. Den oprindelige sag vedrørte Halsnæs Kommunes byrådsbeslutning af 27. januar 2022 om ikke at nedlægge et forbud efter Planlovens § 14 mod opførelse af to sommerhuse på en ejendom i Liseleje. En gruppe beboere klagede den 18. januar 2022 over projektet. Planklagenævnet afviste klagen den 1. marts 2022. Nævnet forstod klagen således, at den alene vedrørte spørgsmålet om lokalplanpligt, og at der ikke forelå en endelig kommunal afgørelse herom. Derudover afviste nævnet klagen, da der ikke var truffet en endelig afgørelse efter planloven vedrørende bevarelse af en offentlig sti i området. Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet har kompetence til at vurdere, om en sag skal genoptages, hvis en part anmoder herom. Nævnet har pligt til at genoptage en sag og vurdere den på ny, hvis en af følgende betingelser er opfyldt: nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, væsentlige sagsbehandlingsfejl begået af nævnet, eller væsentlige nye retlige forhold. Nævnet har derimod ikke pligt til at genoptage en sag alene på grund af uenighed i nævnets fortolkning eller praksis.

Klagerens anmodning om genoptagelse

Klageren anmodede om genoptagelse den 3. marts 2022 og anførte, at det fremgik som et hovedpunkt i den oprindelige klage af 18. januar 2022, at kommunen havde undladt at nedlægge et forbud efter Planlovens § 14 mod byggeriet, indtil en lokalplan for området var vedtaget. Klageren mente således, at der var klaget over kommunens undladelse af at nedlægge et § 14-forbud.

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet bemærkede, at den oprindelige klage af 18. januar 2022 var indgået i sagsbehandlingen i sin helhed. Nævnet opfattede klagerens anmodning om genoptagelse som en uenighed i nævnets tidligere afgørelse. Nævnet præciserede, at klagerens bemærkning i den oprindelige klage om, at kommunen havde undladt at nedlægge et forbud efter Planlovens § 14, ikke kunne anses for en klage over kommunens afgørelse om ikke at nedlægge et forbud. Nævnet fandt, at der alene var tale om en konstatering af kommunens beslutning, og at dette ikke udgjorde et retligt spørgsmål, som nævnet kunne tage stilling til. Klagerens oprindelige klage vedrørte primært spørgsmålet om lokalplanpligt, jf. Planlovens § 13, stk. 2.

Afgørelse

Planklagenævnet afslog anmodningen om at genoptage afgørelsen af 1. marts 2022, da betingelserne for genoptagelse ikke var opfyldt. Nævnets afgørelse af 1. marts 2022 gælder således fortsat. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afslaget på genoptagelse er endeligt og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har besluttet at genoptage sagen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.