Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til altaner på Tøndergade

Københavns Kommune afslog den 14. september 2021 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 370, Tøndergade, vedrørende etablering af 16 altaner mod gaden på ejendommene [A1] og [A2]. Andelsforeningen, som ejer ejendommen, klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 370, Tøndergade. Lokalplanens § 6, stk. 2, litra d, fastsætter, at opholdsaltaner kun må etableres på gårdsiden. Kommunen begrundede afslaget med, at ejendommen er bevaringsværdig, og at de ansøgte altaner ikke var forenelige med lokalplanens intentioner. Kommunen fremhævede desuden, at der ikke fandtes eksempler på gadealtaner på bevaringsværdige ejendomme i lokalplanområdet, som var godkendt efter lokalplanens ikrafttræden.

Planklagenævnet behandlede i denne sag specifikt spørgsmålet om, hvorvidt kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Nævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne i henhold til Planlovens § 18, og dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation efter Planlovens § 19.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes afslag på dispensation til etablering af altaner mod gaden. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Vurdering af Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet vurderede, om kommunens afslag var i strid med det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip, som indebærer, at sager, der i det væsentlige er ens, som udgangspunkt skal have samme resultat. Nævnet gennemgik klagerens henvisninger til andre ejendomme i området:

• Ejendommene [A8]-[A9] og [A3]: Disse ejendomme er omfattet af en anden lokalplan uden tilsvarende bestemmelser. Nævnet fandt derfor, at kommunens afslag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling.
• Ejendommen [A4]-[A5]: Her var der tale om nybyggeri og ikke en bevaringsværdig ejendom, hvilket adskiller sig væsentligt fra klagerens ansøgning. Derfor var der ikke tale om usaglig forskelsbehandling.
• Ejendommen [A10]: På denne ejendom var der opført glasinddækkede udestuer mod gårdsiden, synlige fra gaden, hvilket ikke er det samme som altaner mod gadesiden. Nævnet fandt derfor ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling.
• Ejendommen [A1]: Altanerne på denne ejendom var opført før lokalplanens vedtagelse. Nævnet fandt derfor, at kommunens afslag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.