Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til udstykning i Lønne/Hejbøl

Varde Kommune afslog den 16. december 2021 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 24, sommerhuse øst for Houstrupvej ved Lønne/Hejbøl. Ansøgningen vedrørte udstykning af tre parceller til sommerhusbebyggelse på ejendommen [A1], 6830 Nørre Nebel. Ejendommens ejer klagede efterfølgende over afgørelsen til Planklagenævnet.

Lokalplan nr. 24 fastsætter i § 3.01, at området kun må anvendes til sommerhusbebyggelse, og at der inden for delområdet må opføres maksimalt 10 sommerhuse. Desuden fremgår det af lokalplanens § 4.01, at udstykning skal ske i overensstemmelse med den retningsgivende udstykningsplan vist på kortbilag 2.

Kommunens afslag var begrundet i, at den ansøgte udstykning stred mod lokalplanens bestemmelser og principper. Kommunen henviste til, at kortbilag 2 og 3 tydeligt viste intentionen om udstykning af op til 10 sommerhusgrunde samt et friareal, og at den ansøgte udstykning af yderligere tre grunde på et udpeget friareal ville være en betydelig fravigelse af anvendelsesbestemmelserne og den planlagte struktur. Kommunen vurderede derfor, at der ikke kunne gives dispensation, da udstykningen stred mod lokalplanens principper, jf. Planloven § 19.

Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål i sagen:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller krævede dispensation fra lokalplanens § 4.01.
• Om kommunen havde hjemmel til at give afslag på dispensation, jf. Planloven § 19.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Varde Kommunes afgørelse om afslag på dispensation er stadfæstet. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet har foretaget en fuld prøvelse af alle klagepunkter.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Klageren anførte, at udstykningen ikke krævede dispensation, da den ikke stred mod lokalplanen, og at lokalplanbestemmelserne ikke var tilstrækkeligt klare. Klageren mente, at udstykningsbegrænsningen på 10 sommerhuse alene gjaldt for delområdet og ikke friarealet.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 4.01, sammenholdt med kortbilag 2, klart og præcist fastsætter, hvordan udstykning skal ske i hele lokalplanområdet. Nævnet fandt derfor, at den ansøgte udstykning af tre parceller ikke var i overensstemmelse med lokalplanen og dermed krævede dispensation, jf. Planloven § 19.

Mulighed for at give dispensation

Klageren gjorde gældende, at udstykningen ikke stred mod lokalplanens formåls- og anvendelsesbestemmelser, og at kommunen derfor havde hjemmel til at dispensere. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens § 3.01, som fastsætter et maksimum på 10 sommerhuse inden for delområdet, sammenholdt med kortbilag 3, der viser områdets indretning med en vestlig del udlagt til grunde og en østlig del udlagt til friareal, fastlægger fordelingen mellem friarealer og bebyggede arealer og dermed den planlagte struktur. Nævnet konkluderede, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da den ansøgte udstykning stred mod lokalplanens principper og dermed også mod Planloven § 19.

Klagegebyr og retsprøvelse

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold. Planklagenævnets afgørelse vedrørende klagegebyret kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen er stadfæstet ved Retten i Esbjergs dom af 17. januar 2024.