Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplanens bebyggelsesprocent i Helsingør

Helsingør Kommune meddelte den 20. oktober 2021 dispensation fra lokalplan nr. 1.150, Helsingør Bykerne, til overskridelse af bebyggelsesprocenten på ejendommen [A1], 3000 Helsingør. En grundejerforening klagede over denne afgørelse.

Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål:

• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation i henhold til Planloven § 19.
• Om afgørelsen var tilstrækkeligt begrundet i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, og om den skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.

Planklagenævnet behandlede ikke de øvrige klagepunkter.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Klagen vedrørte en ansøgning om dispensation til opførelse af en ny erhvervsbygning på ejendommen [A1], som ville medføre en bebyggelsesprocent på 131. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 1.150, Helsingør Bykerne.

Lokalplanens formål, jf. § 1.1, er at fastholde mangfoldighed i bykernens anvendelser, styrke detailhandelen, sikre fleksibilitet, styrke sammenhængen mellem Kulturhavnen og bykernen, fastholde den historiske bystruktur, sikre bevaringsværdige bygninger samt sikre høj bygningsmæssig og arkitektonisk kvalitet.

Lokalplanens § 5.4 fastsætter, at den maksimale bebyggelsesprocent på ejendommen [A1] er 110. Bestemmelsen angiver dog, at bebyggelsesprocenten kan overskrides, hvis en hidtil uudnyttet tagetage eller kælder inddrages til bolig eller erhverv under visse betingelser, herunder tilfredsstillende dagslysforhold, friarealer, ingen forværring af nabogener og overholdelse af bestemmelser om bygningens udseende.

Kommunens afgørelse

Helsingør Kommune gav dispensation fra lokalplanens § 5.4 til en bebyggelsesprocent på 131. Kommunen lagde vægt på, at ejendommene i karréen har varierende bebyggelsesprocenter (ca. 120-150), og at det ansøgte overholder lokalplanens øvrige bestemmelser om etager, bygningsdybder, udseende og placering. Kommunen fremhævede desuden, at den nye bygning hverken i volumen eller højde overstiger eksisterende huse i området og har et godt samspil med nærliggende ejendomme.

Klagen og Planklagenævnets kompetence

Grundejerforeningen anførte, at dispensationen til en bebyggelsesprocent på 131 var i strid med lokalplanens principper.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter lovligheden og gyldigheden af afgørelser, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Mulighed for dispensation

Planklagenævnet vurderede, om kommunen havde hjemmel til at give dispensation. Ifølge Planloven § 19, stk. 1, kan en kommune dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan omfatter typisk formålsbestemmelsen, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur, men som hovedregel ikke detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning eller struktur.

Planklagenævnet fandt ikke, at lokalplanens § 5.4 om bebyggelsesprocent er en del af planens principper. Nævnet lagde vægt på, at det er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, som ikke er specifikt henvist til i formålsbestemmelsen, og der var ingen andre holdepunkter for at anse den for en del af planens principper. Nævnet bemærkede desuden, at lokalplanens § 5.4, 3. pkt., som tillader overskridelse af bebyggelsesprocenten ved inddragelse af tagetage eller kælder, alene fastsætter betingelser for umiddelbart tilladte overskridelser og ikke begrænser kommunens dispensationsadgang i andre tilfælde.

På denne baggrund konkluderede Planklagenævnet, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 5.4.

Begrundelse og planlægningsmæssigt relevante hensyn

Klageren anførte, at kommunens begrundelse var mangelfuld, og at det var usagligt at fremhæve byggegrundens begrænsede størrelse som argument for dispensation.

En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre parten får fuldt medhold, jf. Forvaltningsloven § 22. Begrundelsen skal henvise til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Den skal om fornødent også indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

Kommunen begrundede dispensationen med, at projektet ville medføre en tæthed, der ikke afveg fra det sædvanlige i karréen, og at grunden var meget lille. Desuden overholdt projektet lokalplanens øvrige bestemmelser, herunder § 5.5.

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet, da den indeholdt henvisning til retsregler, hovedhensyn og konkrete forhold. Nævnet fandt desuden, at kommunens begrundelse var baseret på saglige og planlægningsmæssige hensyn, herunder at det ansøgte overholdt lokalplanens øvrige bestemmelser.

Forhold, som ikke blev behandlet

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende lokalplanens § 5.1 om bevarelse af bykernens kulturmiljøværdier og arkitektoniske kvaliteter, da dette ikke var omfattet af den påklagede afgørelse. Nævnet behandlede heller ikke spørgsmålet om god forvaltningsskik, da dette ikke er et retligt spørgsmål, som nævnet kan tage stilling til.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Helsingør Kommunes afgørelse af 20. oktober 2021 om dispensation fra lokalplan nr. 1.150, Helsingør Bykerne, til overskridelse af bebyggelsesprocenten på ejendommen [A1]. Dette betyder, at kommunens afgørelse er gældende.

Begrundelse for afgørelsen

Planklagenævnet fandt, at Helsingør Kommune havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 5.4, da denne bestemmelse ikke blev anset for at være en del af lokalplanens principper. Nævnet lagde vægt på, at § 5.4 er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, som ikke er specifikt fremhævet i lokalplanens formålsbestemmelse eller på anden vis udtrykker et princip for planen.

Desuden vurderede Planklagenævnet, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. Kommunen havde angivet de hovedhensyn, der lå til grund for den skønsmæssige vurdering, herunder at projektets tæthed var i overensstemmelse med det sædvanlige i karréen, grundens lille størrelse, og at projektet overholdt lokalplanens øvrige bestemmelser. Disse hensyn blev anset for at være saglige og planlægningsmæssigt relevante.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.