Afslag på dispensation til overskridelse af udnyttelsesgrad i byplanvedtægt

Sagen omhandler et afslag fra Guldborgsund Kommune på en ansøgning om dispensation til at overskride udnyttelsesgraden på en ejendom i Sakskøbing. Ejeren ønskede at opføre en tilbygning, hvilket ville hæve udnyttelsesgraden over den tilladte grænse på 0,2, som er fastsat i den gældende partielle byplanvedtægt nr. 1.

Kommunens afslag

Guldborgsund Kommune meddelte den 8. december 2021 afslag på dispensationen. Kommunen begrundede afslaget med, at en udnyttelsesgrad på 0,2 giver tilstrækkelige muligheder for at bygge et moderne enfamilieshus. Derudover lagde kommunen vægt på, at der ikke tidligere var givet dispensation fra denne bestemmelse i byplanvedtægten.

Klagerens centrale argumenter

Ejeren klagede over afgørelsen og anførte flere punkter:

• Manglende konkret vurdering: Klageren mente, at kommunen ikke havde foretaget en konkret og individuel vurdering af det ansøgte projekt, men i stedet havde sat skøn under regel.
• Utilstrækkelig begrundelse: Klageren henviste til, at begrundelsen i afslaget var mangelfuld og ikke levede op til kravene i Forvaltningsloven § 24.
• Usaglig forskelsbehandling: Klageren påpegede, at andre ejendomme i området, specifikt [A2], [A3] og [A4], havde en udnyttelsesgrad, der oversteg det tilladte, og mente derfor, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen.

Planklagenævnet gav ikke medhold i klagen, og Guldborgsund Kommunes afgørelse står derfor ved magt. Nævnet vurderede sagens retlige aspekter, herunder kommunens sagsbehandling og overholdelse af forvaltningsretlige principper.

Vurdering af begrundelse og skønsudøvelse

Planklagenævnet fandt, at kommunens oprindelige begrundelse for afslaget var mangelfuld og ikke fuldt ud levede op til kravene i Forvaltningslovens § 24. Kommunen burde have redegjort mere detaljeret for de hovedhensyn, der lå bag skønsudøvelsen, og have henvist til den korrekte hjemmel i planlovens § 19. Nævnet anså dette for en retlig mangel.

Dog vurderede nævnet, at manglen ikke var så væsentlig, at den skulle medføre afgørelsens ugyldighed. Dette skyldtes, at kommunen i forbindelse med klagesagen havde uddybet sin begrundelse med saglige, planlægningsmæssige hensyn, herunder ønsket om at undgå en uhensigtsmæssig udvikling i området. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at kommunen havde sat skøn under regel, da en restriktiv praksis er tilladt, så længe der foretages en konkret vurdering i hver sag.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet undersøgte de ejendomme, som klageren henviste til, for at vurdere, om der var sket usaglig forskelsbehandling. Nævnets konklusion var, at sagerne ikke var sammenlignelige:

• Ejendom [A2]: Selvom denne ejendom havde en udnyttelsesgrad på 0,209, havde kommunen ikke meddelt en dispensation. Desuden var ejendommens grundforhold (især tillægsareal) væsentligt anderledes end klagerens.
• Ejendomme [A3] og [A4]: Kommunens beregninger viste, at disse ejendomme overholdt udnyttelsesgraden på 0,2. Der var således ikke givet dispensation i disse tilfælde.

På denne baggrund konkluderede nævnet, at kommunens afslag ikke var i strid med lighedsgrundsætningen.