Arbejdsretten afviser krav om løngaranti for tidligere tjenestemænd i Post Danmark

Sagen omhandlede en tvist mellem CO-industri, for HK/Privat, og DI Overenskomst I, for Post Danmark A/S. Hovedspørgsmålet var, om tidligere statstjenestemænd, der i 2001 overgik til overenskomstansættelse i Post Danmark, havde fået en uopsigelig personlig løngaranti. Denne garanti skulle ifølge klager sikre dem en løn, der mindst svarede til den løn, de ville have modtaget, hvis de var forblevet tjenestemænd, herunder fremtidige lønreguleringer i henhold til statens aftaler (CFU-forliget).

Baggrunden var privatiseringen af Post Danmark, hvor der blev indgået en række aftaler for at sikre vilkårene for de medarbejdere, der skiftede ansættelsesform. I informationsmateriale og individuelle tilbud blev det formuleret, at medarbejderne bevarede en "uopsigelig individuel ret til ... at mine lønforhold ikke kan forringes".

Parternes argumenter

• Klager (CO-industri/HK) anførte, at formuleringen om, at lønforholdene ikke måtte forringes, sammenholdt med henvisninger til CFU-forliget i de oprindelige aftaler, udgjorde en bindende garanti for, at lønnen skulle følge udviklingen i staten. Ellers ville lønnen reelt blive udhulet over tid, hvilket ville være en forringelse. Denne ret var individuel og kunne ikke fraviges ved senere kollektive overenskomster.

• Indklagede (DI/Post Danmark) argumenterede, at garantien kun dækkede specifikke forbedringer aftalt i 2001 (f.eks. et ekstra løntrin) og en sikring mod direkte lønnedgang. En permanent binding til fremtidig lønudvikling i staten ville kræve en langt mere eksplicit aftale og ville fratage parterne deres forhandlingsret. At parterne i 2007 aftalte en ny lønreguleringsmodel, viste netop, at dette var et anliggende for overenskomstforhandlinger.

Afgørelse og begrundelse

Opmanden frifandt Post Danmark A/S. Retten fandt ikke, at der var afgivet en uopsigelig personlig løngaranti, som forpligtede Post Danmark til at yde en løn, der mindst svarede til den, medarbejderne ville have oppebåret som statstjenestemænd.

Begrundelsen var baseret på følgende punkter:

• Kræver klar aftale: Lønregulering er et centralt forhandlingsemne i overenskomster. En aftale, der binder fremtidige overenskomstperioder, ville kræve en klar og utvetydig aftale, hvilket ikke fandtes i aftalegrundlaget fra 2001.
• Fortolkning af CFU-henvisning: Henvisningerne i aftalerne til, at lønforhold skulle reguleres efter aftaler indgået mellem Finansministeriet og CFU, blev fortolket som en henvisning til de på daværende tidspunkt relevante forhandlingsparter, og ikke som en permanent binding til lønudviklingen på det statslige område.
• Upålidelig formulering: Udtrykket om, at medarbejdernes "lønforhold ikke kan forringes", blev anset for at være for upræcist til at udgøre en selvstændig garanti for en bestemt fremtidig lønudvikling. Det blev set som en beskrivelse af konsekvenserne af de indgåede aftaler, ikke en udvidelse af dem.
• Senere aftaler: Det faktum, at overenskomstparterne i 2007 aftalte en ny lønreguleringsmodel, der ikke fulgte CFU-området, understøttede, at lønregulering var omfattet af parternes almindelige forhandlingskompetence.