Kutymer om rejsetidsbetaling: Fortolkning af Industriens Funktionæroverenskomst

Denne sag om faglig voldgift vedrører en uoverensstemmelse mellem CO-industri, på vegne af medlemmer af HK/Privat og Teknisk Landsforbund, og DI Overenskomst 1, på vegne af Logstor A/S. Kernen i sagen var, hvorvidt Logstor A/S's ensidige opsigelse af en kutyme om betaling for rejsetid og den efterfølgende varsling af en vilkårsændring var i strid med Industriens Funktionæroverenskomst § 9, stk. 4, 2. pkt. Ændringen indebar, at en række funktionærer ikke længere skulle have særskilt betaling for rejsetid i forbindelse med ude- og rejsearbejde i ind- og udland.

Logstor A/S, en global virksomhed, havde siden en større fusion i 2005 arbejdet på at ensrette lønvilkår og kutymer. I 2010 ønskede virksomheden at opsige en lokal kutyme, der tillod funktionærer at registrere rejsetid som arbejdstid, herunder overarbejde. Efter et møde den 22. april 2010 og ændringer i personalemanualen, udstedte virksomheden den 30. april 2010 tillæg til berørte funktionærers ansættelsesaftaler. Disse tillæg fastslog, at der fra 1. november 2010 ikke længere ville blive ydet særskilt betaling for rejsetid, da rejsetiden fremover skulle indgå som en del af lønfastsættelsen.

Virksomheden oplyste, at de fleste af deres 180-200 funktionærer allerede var på jobløn, hvorfor opsigelsen af kutymen kun berørte 26 ansatte. Logstor A/S indgik i dialog med de berørte medarbejdere om indgåelse af joblønaftaler. Tillidsrepræsentanten Eydun Gøte, som havde mest rejsetid, blev tilbudt en joblønsaftale med en lønregulering, men afslog tilbuddet. Hans månedlige løn forblev uændret efter den årlige lønforhandling. Den 29. juni 2010 modtog han et tillæg til sin ansættelseskontrakt, der fastslog, at rejsetid ikke ville blive særskilt betalt, men indgå i lønfastsættelsen fra 1. januar 2011. Virksomheden erkendte, at der ikke var fastsat et specifikt tillæg for rejsetiden i den nye løn.

Klageren nedlagde to påstande:

• At Industriens Funktionæroverenskomst § 9, stk. 4, 2. pkt., ikke giver hjemmel til ensidigt at fastsætte betaling for rejsetid ved ude- og rejsearbejde.
• At rejsetid, hvis der ikke er fastsat særskilt betaling ved lønfastsættelsen, skal honoreres som arbejdstid. Indklagede påstod frifindelse. Sagen blev behandlet mundtligt den 30. april 2012, med afhøring af vidner og efterfølgende votering.

Afgørelse og Begrundelse

Arbejdsretten fandt, at Industriens Funktionæroverenskomst § 9, stk. 4, 2. pkt., sammenholdt med overenskomstens øvrige bestemmelser, forudsætter, at gener i form af ude- og rejsearbejde skal honoreres. Dette skal ske enten ved, at der ved lønfastsættelsen tages højde for disse gener, eller ved, at der ydes særskilt betaling herfor efter aftale.

Retten fastslog følgende:

• Honorering af rejsetid: Selvom overenskomsten forudsætter, at en ansat ikke har pligt til vederlagsfrit at stille sin fritid til rådighed for rejsetid, kan det ikke antages, at rejsetid i mangel af aftale om andet skal honoreres som arbejdstid. Overenskomsten indeholder ingen bestemmelser, der understøtter, at rejsetid skal honoreres på samme måde som arbejdstid, herunder efter reglerne om overarbejdsbetaling. Overenskomstens bilag 14 om EU-direktivet om arbejdstid tager alene sigte på arbejdsmiljømæssige regler og ændrer ikke dette.
• Ensidig varsling af vilkårsændringer: Overenskomsten er ikke til hinder for, at en arbejdsgiver ensidigt varsler væsentlige ændringer af medarbejdernes løn- eller arbejdsforhold, forudsat at den enkelte medarbejders individuelle opsigelsesvarsel iagttages, jf. overenskomstens § 23, stk. 6. En sådan varsling kan dog af medarbejderen opfattes som en opsigelse af ansættelsesforholdet.
• Arbejdsgiverens forpligtelse ved ændring: Selvom arbejdsgiveren kan ændre vilkår, er denne ikke frit stillet med hensyn til honorering af rejsetid. § 9, stk. 4, 2. pkt., indebærer, at rejsetid skal honoreres enten ved, at der ved lønfastsættelsen tages højde for generne, eller ved særskilt betaling.
• Logstor A/S's handling: Det var ikke i overensstemmelse med overenskomstens § 9, stk. 4, 2. pkt., at Logstor A/S varslede en ændring, hvor rejsetid skulle dækkes af lønnen, uden samtidig at sikre, at dette fik indflydelse på lønfastsættelsen for de medarbejdere, der forventedes at have rejsevirksomhed.

På baggrund af ovenstående blev følgende bestemt:

• Klagerens påstand 1 (om at § 9, stk. 4, 2. pkt., ikke giver hjemmel til ensidigt at fastsætte betaling for rejsetid) kunne ikke tages til følge, da den var formuleret for bredt.
• Indklagede (Logstor A/S) blev frifundet for klagerens påstand 2 (om at rejsetid skal honoreres som arbejdstid, hvis der ikke er særskilt betaling).

Hver af parterne skulle bære egne omkostninger og betale halvdelen af opmandens honorar.