Lærerinde kræver fastansættelse efter flere års vikariater

Sagen omhandlede spørgsmålet, hvorvidt en lærer, A, som følge af en række kontinuerlige tidsbegrænsede ansættelser i vikariater i Århus Kommune af samlet flere års varighed, var blevet omfattet af læreroverenskomstens regler om opsigelsesvarsel som fastansat. Tvisten blev indbragt for en faglig voldgiftsret, da der ikke kunne opnås enighed mellem Lærernes Centralorganisation (klager) og Kommunernes Landsforening for Århus Kommune (indklagede).

Sagens Baggrund

A, en færdiguddannet lærer fra september 2006, havde siden da været ansat i en lang række vikariater og som tilkaldevikar på forskellige skoler i Århus Kommune. Disse vikariater, der strakte sig over flere år, var alle begrundet i objektive forhold såsom barsel, forældreorlov eller uddannelsesorlov for andre medarbejdere. Århus Lærerforening rejste spørgsmålet over for Århus Kommune, om kommunen kunne fortsætte med at forlænge en tidsbegrænset ansat uden, at den pågældende på et tidspunkt fik krav på at betragte sig som fastansat. Dette førte til et uenighedsreferat og et mæglingsmøde, da parterne var uenige om fortolkningen af Rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, som implementerer et EU-direktiv.

Parternes Hovedargumenter

• Klager (Lærernes Centralorganisation): Anførte, at implementeringen af rammeaftalen ikke havde fraviget eller indskrænket den begrænsning af tidsbegrænsede ansættelser, der var gældende forud for aftalen. Aftalen skulle derfor suppleres af almene, uskrevne omgåelses- og forventningsprincipper, som er udviklet i retspraksis. Klager henviste til tidligere praksis og KL's egne tidligere anbefalinger om at begrænse tidsbegrænsede ansættelser til 2-3 gange. Det var klagers opfattelse, at efter mindst 6 tidsbegrænsede ansættelser i et kontinuerligt forløb over mere end tre år, havde A erhvervet ret til, at de almindelige opsigelsesregler skulle anvendes.
• Indklagede (Kommunernes Landsforening for Århus Kommune): Anførte, at KTO-aftalen om implementering af rammeaftalen bevidst alene lagde vægt på, at fornyelser af tidsbegrænsede ansættelser skulle være begrundet i objektive omstændigheder. Der var derfor ingen maksimal grænse for antallet eller varigheden af tidsbegrænsede ansættelser, så længe hver fornyelse var objektivt begrundet. Indklagede henviste til EU-domstolens praksis (Kücük-sagen) og bestred, at hidtidig retspraksis etablerede en maksimal grænse, især når forlængelserne var objektivt begrundede. Det blev også fremhævet, at A var fuldt bekendt med vilkårene for hendes ansættelser og betingelserne for at opnå varig ansættelse, hvorfor hverken omgåelses- eller forventningsprincipper kunne føre til fastansættelse.

Opmandens Begrundelse og Afgørelse

Opmanden fandt, at der var enighed mellem parterne om, at alle fornyelser af As midlertidige ansættelser som lærer var begrundet i objektive forhold. Da KTO-aftalen om implementering af rammeaftalen ikke fastsætter grænser for antallet af fornyelser eller den samlede varighed af ansættelserne, forelå der ikke en overtrædelse af aftalens § 5.

Imidlertid skulle aftalen suppleres med de almene, uskrevne omgåelses- og forventningsprincipper, som er udviklet i retspraksis, da direktivets gennemførelse ikke må forringe forholdene på det kommunale arbejdsmarked.

Opmanden udledte ikke af hidtidig retspraksis, at der gælder en maksimal grænse for antallet af mulige fornyelser eller varigheden af det samlede antal ansættelser. Det blev heller ikke anset for voldgiftsrettens opgave at fastsætte en sådan grænse, som parterne bevidst havde undladt at aftale. Det måtte derfor i det enkelte tilfælde af kontinuerlige tidsbegrænsede ansættelsesforhold bero på et konkret skøn, om der forelå en omgåelse af de normale opsigelsesregler, eller om den ansatte på et tidspunkt måtte anses for at have fået en berettiget forventning om et løbende ansættelsesforhold.

I den foreliggende sag:

• Alle fornyelser af As midlertidige ansættelsesforhold var sagligt begrundet i objektive forhold.
• Aftalerne om ansættelsesforholdets ophør på bestemte tidspunkter var begrundet alene i disse forhold og var dermed ikke udtryk for en omgåelse af overenskomstens opsigelsesbestemmelser.
• Det kunne lægges til grund, at A var fuldt ud bekendt med vilkårene for hendes midlertidige ansættelser samt betingelserne for at opnå varig ansættelse, og der var derfor ikke grundlag for at antage, at hun som følge af arbejdsgiverens forhold havde en berettiget forventning om fastansættelse.

På baggrund af ovenstående blev indklagedes frifindelsespåstand taget til følge. Parterne var enige om at tage tilkendegivelsen til efterretning med samme virkning som en kendelse, og hver part bar egne omkostninger samt halvdelen af udgiften til opmanden.