Tidsbegrænset ansættelse af katolske religionslærere: Fortolkning af rammeaftalen og forbud mod misbrug

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale di Napoli vedrørende fortolkningen af direktiv 1999/70/EF (rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse) og direktiv 2000/78/EF (ligebehandling i beskæftigelse og erhverv) samt artikel 21 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder.

Sagen er anlagt af en række katolske religionslærere (YT m.fl.) ansat på tidsbegrænsede kontrakter i Italien mod Ministero dell'Istruzione, dell'Università e della Ricerca – MIUR og Ufficio Scolastico Regionale per la Campania, da de ønskede deres tidsbegrænsede kontrakter ændret til tidsubegrænsede kontrakter.

De centrale spørgsmål er, om den italienske lovgivning, der udelukker katolske religionslærere fra at opnå fastansættelse, udgør forskelsbehandling på grund af religion, og om kravet om godkendelse fra den lokale biskop (egnethedsbevis) kan begrunde gentagne tidsbegrænsede ansættelser.

• Sagsøgerne argumenterer for, at de bliver forskelsbehandlet, da de ikke kan opnå fastansættelse på lige fod med andre lærere.
• Den italienske regering anfører, at forskellig behandling er begrundet i hensynet til religionsfrihed og den katolske kirkes særlige stilling i Italien.
• Federazione GILDA-UNAMS, en fagforening, støtter sagsøgernes krav og fremhæver, at katolske religionslærere behandles uretfærdigt.

Domstolen skal afgøre, om den italienske lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten, særligt rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, og om de nationale regler sikrer tilstrækkelig beskyttelse mod misbrug af gentagne tidsbegrænsede kontrakter.

Afgørelse

• Domstolen fastslår, at rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for national lovgivning, der udelukker katolske religionslærere ved offentlige undervisningsinstitutioner fra anvendelsen af regler, der tilsigter at sanktionere misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, når der ikke er nogen anden effektiv foranstaltning i den nationale retsorden, der sanktionerer det nævnte misbrug.
• Domstolen fastslår endvidere, at kravet om et egnethedsbevis udstedt af en kirkelig institution for at gøre det muligt for disse lærere at undervise i katolsk religion ikke udgør en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), når dette bevis udstedes en enkelt gang og ikke inden hvert skoleår, der giver anledning til indgåelsen af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt.

Centrale EU-retlige principper

• Princippet om ikke-diskrimination: Rammeaftalens § 4 implementerer dette princip for at forhindre, at arbejdsgivere bruger tidsbegrænsede ansættelser til at fratage arbejdstagere rettigheder, der normalt gives til fastansatte.
• Rammeaftalens formål: At begrænse brugen af på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for at undgå misbrug og usikkerhed for arbejdstagerne.
• Medlemsstaternes skønsmargen: Medlemsstaterne har en vis fleksibilitet i valget af foranstaltninger til at forhindre misbrug, men de skal sikre, at foranstaltningerne er effektive og ikke undergraver rammeaftalens formål.
• Objektive omstændigheder: Begrebet henviser til præcise og konkrete omstændigheder, der kan begrunde brugen af tidsbegrænsede kontrakter, men generelle og abstrakte bestemmelser er ikke tilstrækkelige.
• National domstols forpligtelse: Nationale domstole skal fortolke national ret i lyset af EU-rettens formål og sikre, at misbrug sanktioneres effektivt.