Ankestyrelsens afgørelse om afvisning af klage over tilbagebetalingskrav efter domfældelse for socialt bedrageri

En borger havde uretmæssigt modtaget sociale ydelser efter den tidligere bistandslov i årene 1990-1992 ved at fortie, at han drev selvstændig virksomhed. Kommunen mistænkte ham for at have modtaget 265.481 kr. for meget og anmodede politiet om at indlede efterforskning.

Under den efterfølgende straffesag blev borgeren idømt fængselsstraf for bedrageri, og kommunens påstand om erstatning af det besvegne beløb blev taget til følge af retten. Borgeren gjorde ikke indsigelse mod beløbsopgørelsen under retssagen.

Borgerens advokat klagede herefter til ankenævnet over kommunens opgørelse af beløbet, idet han anførte, at borgeren aldrig havde modtaget kommunens oprindelige brev om tilbagebetalingskravet. Ankenævnet afviste at behandle sagen med den begrundelse, at retten allerede havde truffet en afgørelse om erstatningsspørgsmålet.

Advokaten klagede til Ankestyrelsen og henviste til en lignende sag, hvor Den Særlige Klageret havde genoptaget en straffesag, fordi ankenævnet i den sag havde fastsat et lavere tilbagebetalingsbeløb end kommunen (i den sag var der dog ingen retsafgørelse om erstatningskravet). Advokaten argumenterede for, at spørgsmål om sociale ydelser bør afgøres i det administrative system. Ankestyrelsen indhentede en udtalelse fra Justitsministeriet, som fastslog, at en retskraftig dom ikke kunne ændres af det administrative klagesystem.

Ankestyrelsen tiltrådte ankenævnets afgørelse om at afvise at behandle klagen. Begrundelsen var, at den dom, der var afsagt i straffesagen, var en retskraftig afgørelse, som endeligt fastsatte det beløb, borgeren skulle tilbagebetale til kommunen.

• Ankestyrelsen fandt derfor ikke grundlag for at pålægge ankenævnet at behandle klagen over kommunens opgørelse af de uretmæssigt modtagne sociale ydelser. Dette understreger princippet om, at en retskraftig dom om tilbagebetaling af ydelser er bindende og ikke kan prøves administrativt.