Kontanthjælp - Nedsættelse - Arbejdsophør uden rimelig grund - Vejledningspligt

NN modtog supplerende kontanthjælp og havde et deltidsarbejde. Hun opsagde sit arbejde den 28. februar 2010 for at forsøge at opnå fuldtidsbeskæftigelse som privat dagplejer. Kommunen traf afgørelse om, at NN var selvforskyldt ledig og nedsatte hendes kontanthjælp i henhold til Aktivloven.

Beskæftigelsesankenævnet omgjorde kommunens afgørelse og fandt den ugyldig, da nævnet mente, at kommunen ikke havde vejledt NN tilstrækkeligt om konsekvenserne af arbejdsophør uden rimelig grund. Kommunen klagede herefter til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede Beskæftigelsesankenævnets afgørelse og fastslog, at kommunen havde ret til at nedsætte NNs kontanthjælp. Afgørelsen bygger på to hovedpunkter:

Vejledningspligtens omfang

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde en konkret anledning til at vejlede NN om konsekvensen af arbejdsophør uden rimelig grund. Ifølge Aktivloven § 35, stk. 1 skal kommunen vejlede, når der er en konkret anledning, f.eks. i forbindelse med henvisning til arbejde eller indkaldelse til samtale. Da NN ikke havde givet kommunen oplysninger om sin hensigt om at opsige sit arbejde, var der ingen konkret anledning til at give en specifik vejledning.

Arbejdsophør uden rimelig grund

Ankestyrelsen vurderede, at NN ophørte med sit deltidsarbejde uden rimelig grund i henhold til Aktivloven § 39. Dette skyldtes, at NN måtte vide, at hendes straffeattest, som indeholdt en dom for omskæring af pigebørn, forhindrede hende i at opnå beskæftigelse med børnepasning. Kommunen kunne derfor sanktionere NN efter Aktivloven § 40.