Ret til forsørgertakst ved tvangsanbringelse af barn uden for hjemmet

NN, en kvinde under 25 år, er mor til en dreng født i 2005. Barnet blev først frivilligt anbragt uden for hjemmet og senere tvangsanbragt uden samtykke i april 2007. NN har den fulde forældremyndighed over sin søn og har regelmæssigt samvær med ham.

Kommunen vurderede, at NN ikke kunne betragtes som forsørger og afslog hendes ansøgning om forsørgertakst. Kommunen argumenterede for, at selvom NN havde forældremyndighed og samvær, var barnet ikke i hendes hjem. Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY kom dog til den modsatte konklusion og fandt, at NN var berettiget til forsørgertakst.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har afgjort, at NN er berettiget til forsørgertakst efter aktivloven, forudsat at hun i øvrigt opfylder betingelserne for kontanthjælp. Afgørelsen stadfæster dermed Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY's resultat.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen anser NN for at være forsørger af eget barn i hjemmet. Dette bygger på lovbemærkningerne til Aktivloven § 25, stk. 2, som fastslår, at en person under 25 år betragtes som forsørger, hvis et barn er anbragt uden for hjemmet, men ellers skulle have opholdt sig hos den pågældende.

Ankestyrelsen lagde vægt på følgende:

• NN har den fulde forældremyndighed over sin søn.
• NNs søn skulle have haft ophold hos hende, hvis han ikke var blevet tvangsanbragt uden for hjemmet.

Det afgørende er således, om barnet ville have boet hos NN, hvis anbringelsen ikke havde fundet sted. Da dette var tilfældet, betragtes NN som forsørger, uanset barnets faktiske opholdssted.